Behov for kritisk selvransagelse

Folkeuniversitetet skal modernisere sin organisation og trimme sine strukturer – inden andre gør det for dem. Sådan lyder budskabet fra direktøren i Videncenter for Folkeoplysning på baggrund af en rapport fra centeret.

Af Michael Voss

Folkeuniversitetet København er en af de universitetsbaserede folkeuniversitetsafdelinger, der indgår i undersøgelsen.

”Folkeuniversitetet – én organisation, mange virkeligheder”. Det er titlen på en undersøgelse fra Videncenter for Folkeoplysning (Vifo). Undersøgelsen er netop offentliggjort, og den er behandlet i fire artikler i det seneste nyhedsbrev fra centeret.
Rapporten beskriver et folkeuniversitet, som vokser og udvikler sig. Arbejdet drives frem af ildsjæle, der er stærkt motiverede til opgaven med at bringe universiteternes vidensproduktion ud til resten af befolkningen.

Skævvredet organisation
Men samtidig er Folkeuniversiteternes præget af ”…indre kampe og spændinger, og analysen viser på mange måder en skævvredet organisation med en udfordrende struktur,” skriver chefanalytiker Henriette Bjerrum i en af artiklerne.
Centerets direktør, Henrik Brandt, skriver, at Folkeuniversitetet ”skaber en imponerende rigdom af tilbud til den brede befolkning, men at den er ”fuld af paradokser”. Det skyldes blandt andet opdelingen i to vidt forskellige grene af Folkeuniversitet: a) afdelingerne på de fire store universiteter med professionelle sekretariater, og b) de lokale komiteer, drevet af frivillig arbejdskraft.
Universitetsafdelingerne konkurrerer mere med hinanden, fordi deres moderuniversiteter har afdelinger i andre universitetsbyer. Komiteerne er samlede i regionale enheder, men bruger ikke regionerne til så meget, og de forholdsvis små og skrøbelige foreninger får ingen støtte centralt fra. Juridisk er Folkeuniversitetet én enhed med samlet økonomisk ansvar, men både komiteer og afdelinger arbejder fuldstændigt uafhængigt af hinanden.

Ved egen kraft?
Rapporten får Henrik Brandt til at anbefale, at Folkeuniversitetet overvejer sin organisatoriske opbygning og afklarer den interne rollefordeling. Tilsyneladende er han ikke helt overbevist om, at anbefalingen vil blive fulgt:
”Når man ser på de historiske interessemodsætninger og egeninteresser, der gennem årene har ført til Folkeuniversitetets komplicerede struktur, kan man måske tvivle på, om organisationen ved egen kraft vil være i stand til at modernisere organisationen og skabe en mere trimmet struktur.”
Måske er det denne tvivl, som får Henrik Brandt til at konkludere sin artikel med en advarsel: ”Man bør måske sætte gang i arbejdet, før andre udbeder sig en logisk forklaring på de mange interessemodsætninger og uklarheder, der præger organisationen i dens nuværende form.”

Uden dybere mening
Man kunne måske forvente et ramaskrig fra Folkeuniversitetets egne folk oven på de hårde ord. Men formanden for Folkeuniversitetsnævnet, Troels Borring, er stort set enig med Henrik Brandt:
”Rapportens billede af Folkeuniversitetets særlige struktur er retvisende. Jeg kan ikke se den dybere mening i den struktur, vi har nu, og jeg kunne godt bruge en dybere forståelse for, hvorfor vi er endt med den struktur,” skriver han i en kommentar.
Troels Borring roser rapporten for at kaste et godt lys over folkeuniversitetsvirksomheden og skriver, at den er til stor hjælp og inspiration i den proces, folkeuniversitetet skal igennem i de kommende år.