Politikerne vil tillade, at dagpengemodtagere arbejder 15 timer frivilligt om ugen. Folketinget har allerede vedtaget, at frivillige organisationer ikke skal gennemføre arbejdspladsvurderinger.
Den 22. januar vedtog Folketinget en lov, der fjerner administrativt besvær for foreninger, der har et almennyttigt sigte. Foreningerne skal ikke – som på det almindelige arbejdsmarked – udarbejde arbejdspladsvurderinger og opbygge en arbejdsmiljø-organisation, der dækker deres frivilligt aktive.
Arbejdsmiljøloven gælder stadigt for frivilligt arbejde, men de frivillige organisationer bliver undtaget for nogle af reglerne i loven.
Loven blev vedtaget af alle partier undtagen Liberal Alliance.
Forsøgsordning
En anden, som også skal lette arbejdet for frivillige i foreninger, er stadig undervejs i Folketinget.
Denne lov giver borger, der modtager dagpenge, efterløn eller fleksydelse mulighed for at arbejde i frivillige organisationer, foreninger mv. i op til 15 timer om ugen, uden at de bliver trukket i deres ydelse. Det er en betydelig udvidelse i forhold til de nuværende 4 timer.
Der er kun tale om en forsøgsordning, som skal gælde i to år. Det skyldes blandt andet, at fagbevægelsen og den politiske venstrefløj frygter, at frivillige organisationer vil erstatte lønnet personale med frivillige:
”Såfremt der gives mulighed for at arbejde helt op til 15 timer om ugen uden modregning, vil det utvivlsomt medføre fortrængning af ordinært ansatte,” skriver LO i et høringssvar.
Løbende kontrol
Under første behandlingen gav SF’s ordfører, Ejgil Andersen tilsagn om at støtte forslaget, men opfordrede til, at man ikke venter to år med at vurdere, om forsøget har uheldige virkninger:
”Hvis det kommer dertil, at der forsvinder en hel del ordinære job, inden det 2-årige forsøg er afsluttet, skal man også være klar til at gribe ind, altså hvis det viser sig, at problemerne med forslaget bliver for store,” sagde han.
Enhedslistens Christian Juhl sagde:
”Det er et dilemma, for de arbejdsløse skal selvfølgelig have en mulighed for at lave noget fornuftigt arbejde og som hovedregel det, man har lyst til, politisk arbejde, boligarbejde, socialt arbejde osv., men vi er også nødt til at dæmpe deres lyst til det, når det bliver ordinært arbejde, de går ind og laver.”
Også han ønskede en løbende monitorering af ordningen.
Omvendt sagde De Konservatives ordfører, Charlotte Dyremose, at der efter hendes mening slet ikke skulle være en begrænsning af timetallet.
Lovforslaget behandles stadig i Folketingets arbejdsmarkedsudvalg. Efter planen skal forslaget til 2. behandling den 24. februar og endeligt vedtaget den 26. februar.