Torsdag den 9. oktober 2014 er der Seniorsurf-dag! Formålet er at give ældre, som endnu ikke har lært internettet at kende, en mulighed for, under trygge rammer, at blive introduceret til internettet og de nye digitale muligheder.
Formålet med Seniorsurf-dagen er at give ældre, som endnu ikke har lært internettet at kende, en mulighed for, under trygge rammer, at blive introduceret til internettet og de nye digitale muligheder.
I 2013 blev dagen en national begivenhed, hvor 501 biblioteker, datastuer og andre undervisningstilbud over hele landet gjorde en ekstra indsats for at få flere nye ældre til at stifte bekendtskab med internettet.
Igen i år er det Digitaliseringsstyrelsen, Kulturstyrelsen, Ældre Sagen, Danske Seniorer og Telecentre Danmark, som står bag Seniorsurf-dagen. Ligesom sidste år opfordrer parterne til at samarbejde lokalt på tværs af biblioteker, ældreorganisationer, oplysningsforbund mv.
Den digitale quiz
Den digitale quiz er omdrejningspunktet på Seniorsurf-dagen. Quizzen er udviklet af Danmarks Radio og tager på en sjov måde den ældre gennem forskellige hjemmesider, der kan være nyttige at lære at kende.
Alle ældre, som gennemfører quizzen til Seniorsurf-dagen den 9.oktober, deltager i lodtrækningen om spændende præmier.
Tilmeld et arrangement
Skoler, foreninger og institutioner, som gennemfører et arrangement på dagen, kan tilmelde sig Seniorsurf. På Seniorsurfs hjemmeside kan man se de tilmeldte på en alfabetisk liste og på et kort.
De tilmeldte modtager ultimo august, primo september plakater og evt. andet trykt materiale til brug for opreklameringen. På hjemmesiden kan man hente hjælp til pressearbejdet.