To af DFS’ medlemsorganisationer har netop haft udskiftning på formandsposterne. Folketingsmedlem Mette Bock blev valgt til formand for Grænseforeningen, og højskoleforstander Lisbeth Trinskjær vandt valget om formandsposten i Folkehøjskolernes Forening i Danmark.
Mette Bock, der tidligere chefredaktør for JydskeVestkysten og nuværende folketingsmedlem for Liberal Alliance, blev valgt af 254 fremmødte på Grænseforeningens årlige landsmøde, der hedder Sendemandsmødet.
Anerkendelse og respekt
I sin tale sagde Mette Bock, at kultur og identitet ikke kan sættes på formel. Vi skal ikke belære det danske mindretal i Sydslesvig om, hvordan de skal være danske, for virkeligheden er, at de er dansksindede med tysk statsborgerskab og derfor tosprogede med to kulturer i bagagen.
”Som formand for Grænseforeningen vil jeg tage afsæt i det fine arbejde, der er gjort gennem årene. Grænseforeningen har sin store andel af ansvaret for, at mindretals- og flertalskultur har arbejdet sig fra modsætning over accept til gensidig anerkendelse, respekt og samarbejde, der løfter grænselandet og gør det til noget helt særligt. Der ligger mange muligheder for yderligere udvikling i de kommende år, sagde hun bl.a.
Mette Bock, der afløser Finn Slumstrup, blev valgt uden modkandidat med 105 stemmer for og tre blanke
Præge omverdenen
Modkandidat havde Lisbeth Trinskjær til gengæld, da hun blev valgt som formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark. Lisbeth Trinskjær måtte ud i kampvalg med Henrik Løvschall, der er forstander på Århus Idrætshøjskole.
Efter valget sagde Lisbeth Trinskjær:
”Højskolerne har potentialet til at spille en endnu større rolle i samfundet, og jeg mener, at samfundet har brug for, at højskolerne præger omverdenen med det, vi som højskoler ved og kan. Vi skal have modet til at indgå som en mere aktiv medspiller, særligt på uddannelses- og kulturområdet.”
Lisbeth Trinskjær afløser Helga Kolby Kristiansen.
Lisbeth Trankjær er ny formand for Højskoleforeningen.