Alle inden for folkeoplysning og almen voksenuddannelse inviteres til et seminar den 20. marts om, hvordan man søger EU-støtte til samarbejdsprojekter med kolleger i Europa.
Strategiske partnerskaber er nu betegnelsen for samarbejdsprojekter, som EU har afsat penge til at støtte i Grundtvig-delen af det nye EU-program Erasmus+.
Et strategisk partnerskab omfatter mindst tre organisationer fra tre forskellige programlande, der går sammen om et projekt. Projektet udnytter organisationernes fælles ekspertise og viden til at styrke kvaliteten af uddannelser på tværs af landegrænser og fremme transnationalt og europæisk samarbejde på alle niveauer inden for uddannelsesverdenen.
Den gode ansøgning
Seminaret, der finder sted den 20. marts i København, arrangeres af Styrelsen for Videregående Uddannelser. Det henvender sig til personer, der arbejder med almen voksenuddannelse eller folkeoplysning og som ønsker at ansøge om tilskud til et strategisk partnerskab under Erasmus+.
Styrelsen understreger, at arrangementet er mest relevant for dem, der har en konkret og veludviklet projekt-ide og måske allerede er i gang med at skrive en ansøgning.
På skriveseminaret kan man få mere at vide om, hvad der gør den gode ansøgning god, hvordan de indsendte ansøgninger bliver vurderet, hvilke kriterier der lægges til grund for vurderingen og hvad man særligt skal være opmærksom på som ansøger.
Tid: 20.marts 2014, 10.30-15.30
Sted: Bredgade 43, København K, Mødelokale A+B
Tilmeldingsfrist: fredag den 14. marts kl. 14.00
Mere om skriveseminaret, inklusiv program og tilmelding
Mere om Erasmus+ / Strategiske partnerskaber