Grundlovspulje støtter festivaler, film og folkelig debat

Grundlovspulje støtter festivaler, film og folkelig debat

Tuesday, June 10, 2014

Otte projekter får penge fra Folketingets grundlovspulje til aktiviteter, der skal markere grundlovsjubilæet i 2015. ”Der ligger hjerteblod i dem alle,” siger DFS’ sekretariatsleder, Trine Bendix.

Rep14 Lykketoft 160
"De mange ansøgninger viser, at der lokalt er stor interesse for at sætte fokus på jubilæet og for at se på, hvordan vores demokrati fungerer i dag," siger Folketingets formand, Mogens Lykketoft

Grundlovspuljens første ansøgningsrunde er nu afsluttet, og 2 mio. kr. er blevet fordelt blandt otte projekter. Projekterne beskæftiger sig med alt lige fra debatteater i fagforeninger, sms-dialog på skoler og ligestillingens historie formidlet på film til demokrati- og grundlovsfestivaler.
DFS administrerer puljen for Folketinget. Sekretariatsleder Trine Bendix Knudsen, DFS, udtaler:
”Vi har valgt at støtte otte rigtig gode og meget forskellige projekter i denne runde. Projekterne er fordelt over hele landet, og de er gennemtænkt fra idé til gennemførelse. Derudover fornemmer vi, at der ligger hjerteblod i dem alle.”

Stor interesse
DFS modtog 71 ansøgninger fra foreninger, organisationer, kommuner, regioner og selvejende institutioner, der ønskede at få del i puljens midler til at markere grundlovsjubilæet til næste år. Et udvalg bestående af Elsebeth Gerner Nielsen, Henrik Tvarnø og Trine Bendix, udvalgte de otte modtagere.
Den store interesse glæder Folketingets formand, Mogens Lykketoft, som sammen med resten af Folketingets Præsidium har afsat 3 mio. kr. til grundlovspuljen.
"De mange ansøgninger viser, at der lokalt er stor interesse for at sætte fokus på jubilæet og for at se på, hvordan vores demokrati fungerer i dag.
Formålet med grundlovspuljen er at øge danskernes bevidsthed om demokratiets udvikling, vores grundlovssikrede rettigheder og vigtigheden af at deltage i demokratiet. De otte støttede projekter er spændende bud på, hvordan det kan gøres.”

Ny ansøgningsrunde til august
Grundlovspuljens anden og sidste ansøgningsrunde løber fra den 1. august til den 1. november 2014, hvorefter de resterende puljemidler uddeles. Der kan søges om støtte til alle typer af projekter, men mindre projekter vil blive prioriteret.

Grundlovspulje 160

DFS linkMere om de otte støttede projekter 

Spørgsmål i forbindelse med ansøgning: Flemming Gjedde/Helle H. Bjerregård, DFS, info@grundlovspuljen.dk, tlf. 38 40 19 15.

Spørgsmål om baggrunden for grundlovspuljen: Peter Krab, Folketinget, Peter.Krab@ft.dk, tlf. 33 37 34 51.