Er den lige vej altid den bedste?

Svaret i et debatnotat om samspillet mellem de formelle og ikke-formelle uddannelser er entydigt nej. Et tættere samarbejde vil komme de unge til gode, og notatet har ideer til, hvordan barriererne for samarbejde kan fjernes.

Af Michael Voss

”Lad de voksne flytte sig – ikke kun de unge”. Sådan lyder overskriften på et af ni ”next  steps” i DEA-debatnotatet ”Er den lige vej altid den bedste”. Notatet uddyber:
”En af de store udfordringer for øget samarbejde mellem formelle uddannelser og ikke-formelle skoleformer er manglende kendskab til hinandens sektorer og som følge heraf også manglende videndeling og dialog omkring det bedste tilbud for de unge. En vej til at adressere denne udfordring er at stille krav om, at også de voksne – lærere, vejledere og ledere – flytter sig mellem formelle uddannelser og ikke-formel undervisning, så det ikke kun er et krav, der stilles til de unge. Da viden ofte “hænger fast” ved medarbejdere, er der behov for at designe forløb, som understøtter mobilitet på tværs, fx længerevarende brobygning på lærersiden.”

Tænkeboks
Debatnotatet er resultatet af arbejdet i en såkaldt tænkeboks, som tænketanken DEA har faciliteret. Med i tænkeboksen var en række aktører fra de formelle uddannelser (f.eks. erhvervsskoler og VUC), fra de folkeoplysende skoler (f.eks. ungdomsskoler og frie fagskoler), foreninger (feks. Yngresagen og Dansk Metal) samt vejledere og forskere.
”Man har så at sige fokuseret på ”den lige vej”, hvor grundskolen naturligt efterfølges af en ungdomsuddannelse, der så fører til uddannelse eller job. Men langt fra alle unge går den lige vej – måske fordi de ikke er uddannelsesparate efter grundskolen, eller måske fordi de mister motivationen eller selvtilliden undervejs i deres ungdomsuddannelse,” skriver administrerende direktør i DEA, Stine Vrang Elias og fortsætter:
”For disse unge løfter de ikke-formelle skoleformer som fx daghøjskoler, produktionsskoler, kommunale ungdomsskoler eller frie fagskoler en afgørende opgave, når det handler om at udvikle sig både fagligt, personligt og socialt – og komme videre i uddannelsessystemet.”

Positivt tilvalg
Agnethe Nordentoft, udviklingskonsulent i DFS, deltog i tænkeboksen. Hun peger især på to pointer i notatet:
”For det første har den blik for, at gruppen af unge, som ikke går den lige vej, er en kompleks gruppe. De har komplekse problemer, der kræver komplekse løsninger. Der ikke bare behov for én særlig indsats, men for mange forskellige særlige indsatser.
For det andet gør den op med negative italesættelse af denne gruppe unge. Når de ikke går den lige vej, er det ikke nødvendigvis problematisk, eller fordi de har ”mangler”. Det er ofte et positivt tilvalg af de helt unikke oplevelser, som f.eks. efterskoler og højskoler kan tilbyde,” siger hun.

De unges behov
”Jeg tror, at arbejdet i tænkeboksen har givet os alle et godt blik for hinandens muligheder og begrænsninger, og det er i selv vigtigt,” siger Axel Hoppe, der er sekretariatsleder i Produktionsskoleforeningen.
Han ser gerne, at denne forståelse kommer helt ind i ledelserne på de enkelte institutioner: ”Vi skal alle sammen fokusere på de unges behov i stedet for at sidde fast i en silotænkning.”

Økonomiske barrierer
Også Randi Jensen, sekretariatsleder i Daghøjskoleforeningen peger på, at rapporten synliggør de forskellige uddannelsers forskellige styrker og de forskellige roller, de kan spille.
”I mit bagland er der allerede stor begejstring for rapporten. De kan genkende sig selv i den, ikke mindst i det afsnit, som bygger på Camilla Hutters (Center for Ungdomsforskning, CefU) model for motivation,” siger hun.
”Jeg håber virkelig, at denne rapport og dens budskab når frem til politikerne. En af de største barrierer for samspillet er taxametersystemet. De formelle uddannelsesinstitutioner er nødt til at se på, hvad der giver overskud, før de ser på, hvad der gavner de unge. Det betyder f.eks., at deres interesse for samarbejde med daghøjskoler begrænses, når vi ikke selv ”har penge med” i samarbejdet.”

Ros til DEA
”DEA har klaret opgaven flot,” siger Ejnar Bo Pedersen, sekretariatsleder i Ungdomsskoleforeningen, helt på linje med de andre tænkeboks-deltagere, vi har talt med.
”Det er jo ikke underligt, at vi hver især hejste vores egen fane og talte for vores egen skoleforms fortrinligheder. Men jeg synes, der var en god lydhørhed på møderne, og det lykkedes DEA at få det samlet i en sammenhængende rapport.”
Ejnar Bo Pedersen kunne godt tænke sig, at arbejdet var gået et spadestik dybere og havde fået sat flere ord på, hvad det er, de ikke-formelle uddannelser kan bidrage med: ”Måske kunne vi udvikle en fælles kvalifikationsramme for de ikke-formelle uddannelser,” siger han.

Inspiration
Agnethe Nordentoft håber, at ikke mindste de konkrete eksempler på samspil kan inspirere, og alle tre sekretariatsledere har allerede taget initiativer til at formidle rapporten og dens budskaber til deres skoler.
”Vi holder en konference i november med rapporten som tema. Her vil Maria Lindorf fra DEA præsentere den, og undervisningsminister Christine Antorini vil være til stede, ” siger Ejnar Bo Pedersen.