De, der vælger at gå til yoga på aftenskole, værdsætter sociale relationer. De fravælger fitness-centre og private yogastudier, fordi de gerne vil have samme yoga-lærer og samme deltagere hver gang.
Gennemsnitsalderen for dem, der går til yoga på aftenskole, er 53 år. De er ofte pensionister, og der er ikke så mange konkurrerende dagsordener i hverdagslivet.
Derimod appellerer fitness-centrene mest til de unge, der ønsker fleksibilitet. De unge fokuserer på at få en sundere og mere veltrænet krop.
Den tredje store type udbyder af yoga er private yoga-studier, der især tiltrækker de travle voksne, overvejende kvinder i alderen 30-45 år. For dem er yoga ofte en livsstil og en del af deres identitet.
Få mænd
Alt dette og meget mere fremgår af en rapport, som Videncenter for Folkeoplysning (Vifo) har udarbejdet for FOF/HOF København.
Rapporten ser både på de forskellige typer udbydere, på deltagerne og på underviserne.
Der er tale om et stærkt voksende marked. I 1993 gik en procent af de voksne danskere til yoga, mens det i 2011 var seks procent.
Op mod 90 procent af yoga-deltagerne er kvinder, og flertallet har en lang eller mellemlang uddannelse.
Mere fleksibilitet
Ud fra en analyse af de nuværende og de frafaldende yoga-udøvere anbefaler rapporten, at aftenskolerne arbejder med at udvikle nye udbud, der kombinerer den fleksibilitet, som de unge efterlyser, med den rutine, som den nuværende ældre gruppe værdsætter.
”Der kunne være potentiale for at tilmelde sig et fast hold plus tilkøb af muligheden for at deltage på et supplerende ’flexhold’, så deltagerne har lidt mere afveksling. En model, hvor deltagerne kun må deltage på flexholdet, hvis de også er tilmeldt et fast hold, så det bibeholder aftenskoletankegangen. Og tilkøbet skulle prisfastsættes fordelagtigt. Det giver mere fleksibilitet og samtidig tilknytning til et fast hold/struktur. Flexholdet kunne tilmed bestå af forskellige yogaformer/-typer fra gang til gang.”