Velfærdens Innovationsdag

Velfærdens Innovationsdag

Tuesday, February 5, 2013

Køen strakte sig et godt stykke ud på parkeringspladsen. Der var mødt 1.300 mennesker op til Mandag Morgens store konference Velfærdens Innovationsdag. Politikere, velfærdspraktikere, offentlige ledere, erhvervsfolk, interesseorganisationer. Og seks styk folkeoplysere.

FJ_300
Der er langt mere at hente, hvis vi tænker helt forfra: Hvad er en kommune – og hvilke opgaver skal den løfte – og hvilke opgaver kan den, kommunen, eller andre løfte,” siger Flemming Jørgensen.

DFS deltager i Mandag Morgens Ressourcedanmark-projekt og var inviteret med til Innovationsdagen både for at blive inspirerede til det videre arbejde og for at fortælle om partnerskaber, der skaber nye løsninger, som f.eks. samarbejder mellem FDB Butiksråd og højskoler.
Formiddagen begyndte med et oplæg fra Unboss-forfatter Jacob Bøtter, som bl.a. sagde:
"Nytænkningen skal begynde et sted, fx ved, at det offentlige får flere Martin Luther King-typer frem for Nixon-typer. Det vil sige folk med drømme, frem for folk med regler og kontrol. Jeg er håbløs optimist over for den offentlige sektor, men tænk, hvis vi alle tænkte i muligheder frem for problemer!"

Tillid eller kontrol
Bjarne Corydon, der blev interviewet om potentialer og barrierer i den offentlige sektor, var passende imponeret over fremmødet:
"Det er jo ellers kun til protestdemonstrationer, der kommer så mange mennesker, som I er samlet i dag. Alene jeres engagement ved at være her i dag, viser, at der er meget i gang."
Han forholdt sig blandt andet til spørgsmålet om der kan forventes mere tillid eller kontrol som følge af de kommende reformer:
"Frihedsgraderne må ligge i de valgte løsninger. Med de rigtige løsninger kan der blive langt større frihed. Se på, hvordan netbank har gjort det langt lettere og meget mere fleksibelt for den enkelte at håndtere sine betalinger."

Offentlig eller privat
De digitale løsninger gik igen i flere af både de fælles oplæg og temasessionerne. Det samme gjorde overvejelserne om samspillet mellem det offentlige og det private.
"Det er tydeligt, at mange offentlige ansatte og politikere ikke pr. automatik tænker i, at der findes alternativer til den offentlige og private sektor" fortæller Flemming Jørgensen fra DFS' bestyrelse, der deltog i Velfærdens Innovationsdag.
"Mange har dog nok en idé om, at der kunne være frivillige organisationer, der kan overtage opgaver fra det offentlige - og så der derfor kan spares skattekroner, men så stopper fantasien ofte. Ganske slående bruger mange udtrykket "frivilligt arbejde" - underforstået en opgave, som nogen tidligere har fået løn for, men som andre nu frivilligt udfører gratis.
Den model tror jeg ikke på. Der er langt mere at hente, hvis vi tænker helt forfra: Hvad er en kommune - og hvilke opgaver skal den løfte - og hvilke opgaver kan den, kommunen, eller andre løfte," siger Flemming Jørgensen.

Civilsamfund og konkurrenceevne
Civilsamfundets bud på løsninger kom fortrinsvis til syne i Løsningsgalleriet, hvor 50 forskellige bud på velfærdsinnovation bød sig til med små oplæg, der gav lejlighed til at hente viden og inspiration. To efterskoler var på banen.
Efterskoleeleverne på Han Herreders Ungdomsskole deltager i et utraditionelt undervisningsforløb, der skal give dem værdifulde erfaringer til et fremtidigt ar­bejdsliv. To lokale virksomheder, Scaniro og Migatronic, stiller maskiner, ressour­cepersoner og virkelige problemstillinger til rådighed for eleverne, der arbejder med alt fra robotteknologi til vedvarende energi.
Projektet gavner både eleverne og de lokale virksom­heder, men tegner også spændende perspektiver for både 95 %-målsætningen og den danske konkurrenceevne.

Praksis ind i skolen - skolen ind i praksis
"I mange folkeoplysende tilbud indgår didaktikken med kombination af teori og praksis allerede," reflekterer Anders Hind, fra DFS' bestyrelse.
Han deltog i en session, hvor Flakkebjerg Efterskole fortalte om et samarbejde med Haldor Topsøe, der skaber sammenhæng for eleverne mellem uddannelse og arbejdsliv - med et særligt fokus på, hvad industrien kan tilbyde. Anders Hind tilføjer:
"Erhvervslivet - konkret - er ved at få øjnene op for mulighederne i at trække praksis ind i skolen og skolen ud i praksis kan givetvis udvikles og dermed styrke såvel uddannelsestilbuddene som virksomhederne".
Det var tydeligt på dagen, at der er opbrud og måske fremdrift i velfærden. Der blev lagt op til, at velfærdspartnerskaber, på kryds og tværs af sektorer, skal tegne fremtiden.

Set fra folkeoplysningen er der gode eksempler på ideer til løsninger og partnerskaber.
På Velfærdens Innovationsdag blev der, under overskriften Ressourcedanmark, bl.a. fortalt om nogle af de lokale brugsforeninger, der hjertens gerne vil indgå i samarbejdet med det offentlige om at skabe fremtidens lokale velfærdssamfund. Bl.a. i Nordsjælland, hvor Gilleleje Brugsforening i partnerskab med Gribskov Kommune har investeret i et større million beløb i "Kulturhavn Gilleleje"; et nedlagt varmeværk, der bliver ombygget til et stort kulturcenter.