Ulønnede velfærdsjob

Når befolkningen tager sig af velfærdsopgaver, som staten tidligere har taget sig, er det ulønnede velfærdsjob. Frivillighed er andet og mere. Det vokser nedefra og er demokratiet i arbejdstøjet.

"Velfærdsopgaverne defineres oppefra. De er politisk definerede. Frivilligheden i foreningslivet gror nedefra," skriver Helga Kolby Kristiansen.

Sådan skriver Helga Kolby Kristiansen i denne kommentar. Hun er forstander for Silkeborg Højskole og formand for Højskoleforeningen (FFD) .

Frivillighed og velfærdssamfund

Af Helga Kolby Kristiansen

”Frivillighed og velfærdssamfund” er på dagsordenen. Mange kommuner har udarbejdet en frivillighedsstrategi, og et nyt frivillighedscharter vil forhåbentlig skubbe til debatten i mange sammenhænge, men ”frivillighed of velfærdssamfund” tænder også nogle advarselslamper.

Hvad taler vi om? Er det gratis hænder til plejesektoren, voksne til lektiehjælp, forældrehjælp i børnehaven o. lign. Det er fint, at der er opgaver, der tidligere har været løst af staten, som befolkningen nu må tage sig af, og det bliver også nødvendigt, hvis vi vil opretholde et velfærdssamfund.

Det ville dog være mere afklarende, hvis vi kaldte det for ulønnede velfærdsjobs. For det er jo det, det er. Det er det offentlige, staten, kommunerne, der er arbejdsgiver og sætter opgaven og betingelserne. Vi kan tage jobbet, hvis vi vil, blot uden løn. Alt sammen ok og bestemt også meningsfyldt at udføre ulønnede velfærdsjobs.

Når advarselslamperne bør lyse, er det, fordi  denne form for ulønnet arbejde i øjeblikket sniger sig ind i det felt, vi traditionelt har omtalt som ”frivillighed”, og som er i tæt familie med foreningslivet, bredt forstået, men statsligt eller kommunalt definerede ulønnede velfærdsjobs og traditionel frivillighed har to forskellige udgangspunkter.

Velfærdsopgaverne defineres oppefra. De er politisk definerede.  Frivilligheden i foreningslivet gror nedefra. Både ide, indhold og rammer defineres af dem, der er med, af dem, der er medlemmer. Dette arbejde støttes af staten, men styres ikke af staten, og det er en afgørende forskel.

Frivillighed i denne forståelse er meget mere end ulønnede velfærdsjobs. Det er demokratisk medborgerskab. Det er demokratiet i arbejdstøjet.

I den nye folkeoplysningslov kom netop ordene ”demokratisk medborgerskab” ind i formålsformuleringen - ud fra en forståelse af, at demokratiet ikke kan passe sig selv. Det har brug for demokratisk medborgerskab. Det fordrer engagement i og viden om samfundet.

Demokratisk medborgerskab er udtryk for medleven og involvering. Det holder politikerne fast på dialog, åbenhed og rummelighed om samfundets fælles anliggender, og ikke mindst så er det samfundets kritiske røst. Demokratisk medborgerskab er også et kritisk engagement.

Det enestående ved vores demokrati, er, at staten værdisætter demokratisk medborgerskab i form af, at der gives støtte hertil, og støtten er vel og mærke ikke til at holde befolkningen fritidsbeskæftiget og unge væk fra gadehjørnerne. Det er støtte og opbakning til, at demokratiet vokser nedefra.

Denne tanke er udfordret, hvis politikere begynder at blande ulønnede velfærdsjobs med frivilligt foreningsliv og i jagten på at få løst velfærdsopgaver har glemt, hvilken rolle frivilligheden spiller for udviklingen og forståelsen af demokratiet.  Hvis politikere ikke har øje for grostederne for demokratiets underskov. Hvis demokratisk medborgerskab er blevet til noget, der kan gøres op i regneark og noget-for-noget-kroner.

Derfor er der en stor udfordring i – både for det frivillige foreningsliv og for de frie skoler – at gøre politikere opmærksomme på, at velfærdssamfundet er dybt afhængigt af, at det demokratiske medborgerskab gror nedefra og understøttes, men styres ikke af staten. At gøre opmærksom på, at demokrati og velfærdsamfund har brug for frie platforme, der holder fokus på, hvilke værdier og hvilke udtryk demokrati og folkestyre skal hvile på – og at det ikke kun er et spørgsmål om at få løst en række frivillige velfærdsjob.