”Regeringens mål er at løfte uddannelsesniveauet, men det handler mest om folkeskolen, de unge og universitetet. Man må ikke glemme den voksne del af befolkningen,” sagde AOF-Danmarks formand, Ole Wehlast på landsorganisations repræsentantskab.
Knap 50 delegerede var den 20. marts samlet til det årlige repræsentantskabsmøde i AOF Danmark. Hovedpunkterne på mødet var den politiske beretning fra formanden, Ole Wehlast, som også er forbundsformand i Fødevareforbundet NNF, samt den organisatoriske beretning fra forretningsfører John Meinert Jacobsen.
Fattigere, men ikke dummere
Indledningsvis satte formanden AOF's situation ind i både en
samfundsmæssig og historisk ramme. Han beskrev den økonomiske krise
og den finansielle sektors ansvar for den. Derefter trak han en
tråd tilbage til en af de største økonomiske kriser i
Danmark-historien, statsbankerotten i 1813.
Ole Wehlast citerede den daværende kong Frederik den VI for ordene:
"Vi er muligvis blevet fattigere, men vi behøver ikke også at blive
dummere". Med det afsæt tog kongen ifølge AOF-formanden initiativet
ikke blot til den første danske folkeskole, men også til den første
danske voksenuddannelse, idet der også skulle tilbydes undervisning
efter konfirmationsalderen.
AOF og arbejdsmarkedet
Formanden var tilfreds med, at den nuværende regering også
satser på at løfte uddannelsesniveauet, men mindre tilfreds med, at
der er en tendens til at glemme den voksne del af befolkningens
behov på det område.
"Her yder AOF en stor indsats i samarbejde med fagforeninger,
jobcentre og virksomheder," sagde han.
Ole Wehlast omtalte også nogle af de problemer, de lokale
AOF-enheder er oppe imod:
"Det er ikke acceptabelt, når nogle VUC'er lægger hindringer i
vejen for AOF-skoler," sagde han.
Derudover kritiserede han den måde, udliciteringen af
sprogundervisningen foregår på: "Kommunerne går ofte kun efter det
billigste," lød det fra formanden.
Tak til de frivillige
I den halv time lange beretning var Ole Wehlast rundt om mange
andre dele af AOF's og hele folkeoplysningens udfordringer og
opgaver, og han sluttede med at udtrykke stor beundring for den
indsats, de frivillige yder lokalt i AOF: "I gør det, fordi I har
noget på hjertet, I har en overbevisning, og det skal I have tak
for," sluttede han.
Bryd kurven!
John Meinert Jacobsen redegjorde for AOF-Danmarks arbejde i det
forløbne år med udgangspunkt i et sæt tidligere vedtagne
strategiske målsætninger.
Han udtrykte stor tilfredshed med "det digitale AOF", som bl.a.
består af en webportal, hvor man kan søge og tilmelde sig kurser.
Han opfordrede de lokale AOF-repræsentanter til at udnytte portalen
endnu mere.
"I øjeblikket ligner årskurven over vores omsætning en
Storebæltsbro med to høje piller. En meget stor del af omsætningen
er koncentreret omkring de to tidspunkter, hvor vi udgiver
kataloger.
Med portalen har vi muligheden for at flade kurven ud. Vi skal
blive bedre til at lade kunderne selv definere de kurser, de
ønsker, i stedet for kun at vælge mellem halvårlige katalogers
tilbud," sagde John Meinert Jacobsen.
I det hele taget udtrykte han behovet for at afsøge nye
arbejdsmuligheder. Han opfordrede til at bruge de fleksible
tilrettelæggelsesmuligheder mere, og han luftede ideen om at på
længere sigt at finde en anden tilskudsmodel, der ikke kun tildeles
i forhold til de afholdte lærer- og lederlønninger.
Ny bestyrelse
AOF's lokale enheder valgte tre nye repræsentanter til AOF
Danmarks bestyrelse, det blev: Brian Mortensen, Tage Nielsen og
Kjeld Christensen. Derudover består bestyrelsen af Ole Wehlast
(formand), Torben Hansen (næstformand), Ejner K. Holst, Henrik W.
Pedersen og Lisbeth Pedersen.
AOF-Danmark er medlem af DFS.
Michael Voss deltog i repræsentantskabet som DFS-gæst.