Ugen fra den 27. maj til 2. juni bliver i år Læringsdage. I forhold til Læringslørdag 2012 vil der i år være flere dage, flere samarbejdspartnere, flere penge og flere aktiviteter.
Gennem arrangementer over hele landet vil Læringsdage 2013
synliggøre en bred vifte af muligheder for at deltage i
voksenlæring.
Borgerne vil kunne møde tilbuddene, hvor de færdes i dagligdagen:
på arbejdspladser, på uddannelsesinstitutioner, på bytorvet, på
biblioteket, på sociale medier og mange andre steder.
Ideen er, at lokale udbydere af voksenlæring går sammen i de
enkelte byer for at organisere aktiviteterne - på samme måde som de
seneste års Læringslørdage.
Større og bredere
I år er det et bredt samarbejde, der står bag
eventugen.
Ministeriet for Børn og Undervisning er gået fuldt ind i
projektet. Derudover er følgende organisationer med i
arbejdsgruppen:
• Dansk Folkeoplysnings Samråd
• Danske Erhvervsskoler
• VEU-centrene
• Lederforeningen for VUC
• Danmarks Biblioteksforening
• SoSu-lederforeningen
Årets Læringsdage vil have "grundlæggende færdigheder" som særligt
tema.
I de foregående tre år har DFS taget initiativ til Læringslørdage.
Sidste år indgik også Danmarks Biblioteksforening, VUC's
Lederforening og Foreningen af forstandere og direktører ved
AMU-centrene. I år vil det bredere samarbejde både bidrage til at
sætte gang i lokale aktiviteter og gennemføre nationale
arrangementer for at tiltrække opmærksomhed til Læringsdage.
Økonomisk grundlag
Som økonomisk fundament for aktiviteterne har Læringsdage i år en
EU-bevilling på knap 400.000 kroner. En del af dette beløb vil det
blive muligt at søge som tilskud til lokale aktiviteter. Resten
skal være med til at finansiere den nationale kampagne.
Retningslinjer for at søge støtte vil blive offentliggjort i løbet
af par uger. Samtidig vil det blive muligt at downloade forskelligt
materiale fra DFS' hjemmeside til brug for lokale aktiviteter.