Folkeoplysningen var beskedent repræsenteret, da Uddannelsesforbundet holdt konference for lærere og ledere inden for forberedende voksen- og ordblinde-undervisning i Odense den 19. november. Men der byder sig en ny chance, idet konferencen gentages i København den 4. februar 2014.
Programmet i Odense var et overflødighedshorn af nye oplysninger fra alle ministerier med andel i FVU/OBU, og der var rig lejlighed til at stille spørgsmål til oplægsholderne og gå i dialog på tværs af deltagerskaren.
Ny viden
Resultaterne om læse-/skrive, regne- og it-færdigheder fra den nye OECD-rapport PIAAC blev vist, og der blev fortalt om nye tests for talblindhed, den nye ordblinde-vejledning og FVU for to-sprogede fra 2014.
Arbejdsmarkedsstyrelsen orienterede om jobcentrenes anvendelse af FVU og OBU og deres aktuelle kampagne Videre-i-teksten, og Socialstyrelsen gav væsentlige oplysninger om den nye ordblindetest. Program, powerpoints o.a. materiale fra Odense-konferencen ligger på Uddannelsesforbundets hjemmeside, hvor du også finder program og tilmelding til den kommende konference i København.
Mere FVU/OBU i 2014
I forbindelse med den nye kontanthjælpsreform pr. 1. januar 2014 forventes et stort fokus på FVU og OBU, idet alle under 30 år skal testes og tilbydes undervisning indtil niveauet for folkeskolens afgangsprøve.
Ud over OECD’s PIAAC-undersøgelse sætter Unesco også sat skarpt lys på vigtigheden af grundlæggende færdigheder for alle og for nylig blev en ny rapport publiceret under navnet Grale II, Rethinking Literacy. Progressionen i uddannelsespolitik og læringsudbud for voksne i de forskellige verdensregioner beskrives. I den anledning afholdt Unesco en konference i Litauen den 9.-10. december sammen med EU-Kommissionen og det litauiske EU-formandskab. Formandskabets mål er at komme med anbefalinger til de næste fælles skridt.
Interesserede kan læse om konferencen på Unescos hjemmeside.
Konferencen i København
Tid: 4. februar 2014 kl. 10:00-16:00
Sted: Københavns Tekniske Skole
Tilmeldingsfrist: 12. januar 2014
Pris: Særpris 800 kr. ved tilmelding senest 15. december / Tilmelding mellem 16. december og 12. januar:1.000 kr.