Indvandrere kan selv

Vi er bedre til at motivere andre indvandrerer til at lære, og vi er bedre til at forklare de uformelle regler og vaner i det danske samfund. Alma Bekturganova Andersen og Rose Anne Valera organiserer læringsaktiviteter for andre indvandrere i Danmark.

Af Michael Voss

"Indvandrere kan bedre forstå og tage udgangspunkt i de problemer, som indvandrere har med at forstå det danske samfund, lovene og de uskrevne regler,” siger Alma Bekturganova Andersen.

Alma Bekturganova Andersen og Rose Anne Valera kom til Danmark fra to meget forskellige dele af verden – Alma fra Kazakhstan i det tidligere Sovjetunionen og Rose Anne fra Filippinerne.
Alma er gift med en dansker og arbejder som konsulent og projektkoordinator i VerdensKultur Centret, et kulturhus i København. Rose Anne kom til Danmark som au-pair i 2008. Nu studerer hun, og hun har arbejdet i frivilligt i det filippinske miljø omkring en katolsk kirke i København, siden hun ankom.
Begge har de en central rolle i selvorganiserede læringsaktiviteter blandt indvandrer kvinder. De to kvinder kender ikke hinanden, men de er meget enige om fordelene ved læringsaktiviteter, der er organiserede af indvandrerne selv. 

På den sjove måde
De filippinske au-pairs læringsaktiviteter er blot de seneste i en lang række af aktiviteter, som de selv organiserer sammen med den katolske kirke på Amager. Det handler om sociale, sportslige og åndelige arrangementer.
“Au-pair pigerne arbejder altid om morgenen og formiddag. Det er samtidig det tidspunkt, hvor de fleste af kommunens tilbud om danskundervisning ligger. Det er derfor, at vi begyndte at organisere vores egne dansktimer om aftenen,”forklarer Rose Anne.
Undervisningen foregår i kælderen til Saint Anne’s Church i en sidegade til Amagerbrogade. Lærerne er danske frivillige, og undervisningen foregår meget uformelt.
“Au pair pigerne arbejder hårdt hele dagen, og de er tit trætte, når de kommer til timerne. Så de er ikke rigtigt parate til en traditionel intensiv skoleundervisning. Det ved vi, for det prøvede vi først.
I stedet gør vi det “på den sjove måde”. Vi prøver bare at tale dansk sammen og lære hverdagssprogets gloser. Det er en anden måde at lære på, mere afslappet. Men vi læser stadig lektier hjemme,” siger Rose Anne. 

Fordelene ved at lære dansk
Normalt bliver au-pairs kun i Danmark i to år. Mange værtsfamilier foretrækker at tale engelsk med dem, fordi det nemmere end at hjælpe dem med at lære dansk. Resultatet er, at ikke alle de unge kvinder er særligt motiverede for at lære sproget.
“Jeg og andre filippinske frivillige, der har været i Danmark i længere tid, arbejder hårdt på at overbevise dem om fordelene ved at lære dansk,” fortæller Rose Anne.
Hun forklarer, hvordan hun argumenterer:
”Først opfordrer vi dem til at gå ud og udforske det danske samfund. Mange au-pairs holder sig på deres værelser og kommunikerer via facebook med familie og venner i Filippinerne. De har hjemve, og de risikerer at blive deprimerede.
Hvis bare de kan tale en smule dansk, kan de bedre knytte an til det danske samfund. Vi organiserer ture til museer andre steder for at lære København at kende. Engang tog vi oven i købet til Legoland.

De filippinske au-pairs på udflugt til Amager Strandpark.

For det andet forklarer vi, hvorfor det er en fordel i det lange løb af lære dansk. Mange arbejdsgivere i Filippinerne ønsker ansatte, der kan flere sprog, og det gør deres CV mere attraktivt, hvis de har deltaget i sociale aktiviteter og undervisning i Danmark. Det kan føre til højere løn.
Nogle af de unge kvinder fortsætter til andre lande for at blive au-pairs der. Hvis de har lært dansk, vil det være lettere for dem bagefter at lære norsk eller svensk.
Endelig er der nogle, der bliver i Danmark for at studere, eller som bliver gift her. Selvfølgelig er det vigtigt for dem at kunne tale dansk.
Det er sådan, at vi prøver at motivere au-pair pigerne til at lære det danske sprog og den danske kultur.”
De frivillige organiserer også informationsmøder om love og rettigheder i Danmark og om dansk kultur og danske vaner.

Verdens Kvinder i Danmark
VerdensKulturCentret bobler af aktivitet, der især henvender sig til indvandrer-samfundene eller handler om internationale forhold. Der er møderum i alle størrelse og en hyggelig cafe, som er åben det meste af dagen.
Derudover er der ansat konsulenter som Alma, der hjælper enkeltpersoner, grupper og foreninger med alle mulige former for aktivitet.
”Vi tager ikke initiativet og inviterer brugerne til aktiviteter i centeret. De kommer til os med deres ideer, og vi hjælper dem med at virkeliggøre dem.”
Sådan forklarer Alma Bekturganova Andersen sit arbejde i centeret.
Samtidig er hun personligt aktiv i en af de mange foreninger, som bruger bygningen. Den hedder Verdens Kvinder i Danmark. De startede deres aktiviteter for otte år siden med en kernegruppe af kvinder, der kom fra det tidligere Sovjetunionen og andre østeuropæiske lande. Siden er der kommet kvinder fra andre lande til.

Den Dygtige Mandag
Foreningen organiserer mange forskellige former for læringsaktiviteter: foredrag, studiekredse, politiske debatter. Den Dygtige Mandag var første forsøg. Næsten hver mandag bliver medlemmerne inviterede til et foredrag om et vigtigt emne. Blandt forårets emner var ”tøj og identitet”, ”feminisme og hverdagsproblemer”, ”det danske sundhedssystem”, ”hvorfor medlem af en fagforening?” og ”dansk pædagogik i daginstitutioner og skoler”.
”De fleste oplægsholdere er andre indvandrere. De kan bedre forstå og tage udgangspunkt i de problemer, som indvandrere har med at forstå det danske samfund, lovene og de uskrevne regler,” siger Alma.
”For eksempel er kvinder fra den tidligere østblok og fra mange andre lande vante til bare at gøre, hvad deres overordnede på arbejdspladsen siger, de skal gøre, uden selv at skulle tænke over det eller træffe beslutninger. Sådan forventer man, at vi arbejder der, hvor vi kommer fra. Hvis du opfører dig sådan på en dansk arbejdsplads, vil du blive opfattet som en dårlig arbejdskraft.”
Alma og Verdens Kvinder i Danmark insisterer normalt på, at der skal tales dansk på møderne.
”Vi skal lære sproget, og vi må prøve at forstå hinanden, selv om vi ikke alle sammen taler sproget lige godt. Men der var ét emne, hvor vi blev nødt til at tale russisk. Det var det danske skattesystem. Det er så indviklet, at vi blev nødt til at tale om det på vores eget sprog,” siger hun.

Litteratur og samfund
Foreningen afholder også studiekredse i dansk litteratur. Alma fortæller om denne aktivitet:
”Vi læser ikke bare bøgerne som kunst. Vi vælger dem også ud fra, om de fortæller noget om det danske samfund.
F.eks. læste vi en roman om en ensom gammel mand, der lever i en kolonihave. På den måde lærte vi om forholdene for ældre mennesker i Danmark og om den danske kolonihave-tradition.”
Kaffemøder er titlen på en række uformelle debatmøder med danske politikere.
”Gennem møderne lærer vi at forstå de politiske traditioner i Danmark. Men det lærer bestemt også politikerne noget om os. Nogle af dem virker meget overraskede over, at vi er så velformulerede og kritiske,” siger Alma. 

Spildte år
De fleste af kvinderne i Foreningen har en uddannelse fra deres hjemland. Derfor er det også mere nærliggende for dem at engagere sig i læringsaktiviteter her – i modsætning til folk fra de tyrkiske, pakistanske og somaliske samfund i Danmark.
Alma fortæller om et møde med 25 tyrkiske kvinder, som hun var inviteret til.
”Det første, jeg sagde, var: I dag må I ikke tale tyrkisk. Hvorfor? Fordi jeg ikke forstår det. Men vi kan ikke tale dansk, sagde de.
Så spurgte jeg dem om, hvor længe de havde boet i Danmark. Hvor længe har du boet her, svarede de. I syv år, sagde jeg, og så blev der helt stille.
Jeg spurgte dem, hvorfor de ikke sagde noget. Fordi vi er flove, sagde nogle af dem. Vi har boet i Danmark i 20 år, og vi taler meget dårligere dansk, end du gør.
Så fik vi en god diskussion om behovet for at lære. Da mødet var slut, sagde nogle af dem til mig: Vi ved godt, at vi har spildt tiden. Vi troede, at vi hurtigt skulle tilbage til Tyrkiet, og at der ikke var nogen grund til at lære dansk. Nu ved vi godt, at vi bliver her.
Jeg tror, at også indvandrer kvinder uden uddannelse – lidt efter lidt – vil forsøge at lære noget,” vurderer Alma.
Et lille skridt i den retning er en anden af foreningens aktiviteter. Det er et samarbejde mellem kvinder fra fire forskellige etniske foreninger (det tidligere Sovjetunionen, bosniere, marokkanere og somaliere). De er for nylig begyndt på en serie debatmøder om identitet: anden generations indvandreres identitet, unge indvandrerkvinders identitet og stærke kvinders identitet.