Frivilligcentre på strandhugst i foreningslivet

Frivilligcentre på strandhugst i foreningslivet

Tuesday, August 20, 2013

Frivilligcentrene er begyndt at udbyde kurser og seminarer, arrangere frivillighedsdage samt rekruttere medlemmer inden for både idræt, kultur og andre foreningsområder. Dermed ødelægger de foreningslivet, skriver sekretariatsleder Bente Schindel fra Kulturelle Samråd i Danmark.

Bente Schindel 160
Krav fra stat og kommuner kan have ansporet nogle frivilligcentre til at gå på "strandhugst" i hele foreningslivet, mener Bente Schindel.

”Forskellighed i frivilligheden er en styrke” er overskriften på Bente Schindels kommentar iLandsforeningen Kulturelle Samråd i Danmarks blad kultur.dk. I indledningen skriver Bente Schindel:
”… mens kulturen og idrætten for det meste italesætter de frivillige som den konstruktion, de er en del af, nemlig foreningen, bruger man oftere på det sociale område begrebet frivillig, måske fordi der her ikke er den samme tradition for at etablere sig i foreninger.
Derfor har den fejlagtige opfattelse også bredt sig, at det er på det sociale område, der er flest frivillige, og mange vil nok blive forbavset, når de hører, at de frivillige på det sociale område (inkl. de sygdomsbekæmpende) kun udgør 9 % af den samlede gruppe af frivillige, dvs. at det er det frivillighedsområde, hvor der er færrest frivillige, mens fx idrætten sammen med kulturen (kunst- og kulturarvsbaserede aktiviteter, amatørkulturen) hobbyforeninger og folkeoplysningen udgør langt den største procentdel, nemlig 57 %.”

Flere og flere frivilligcentre
Bente Schindel beskriver, hvordan denne opfattelse slog igennem i det Europæiske Frivillighedsår 2011 og arbejdet med Frivillighedscharteret. Derefter ser hun på de lokale frivillighedscentre og skriver bl.a.:
”I de seneste år er oprettelse af såkaldte frivilligcentre eskaleret, og der findes nu frivilligcentre i mere end halvdelen af landets kommuner. Desuden er der i forbindelse med satspuljeforliget for 2009 afsat midler til permanent støtte til eksisterende frivilligcentre(grundfinansiering) samt støtte til etablering af nye frivilligcentre. Efter planen skal der åbnes 4 -5 nye frivilligcentre hvert andet år fra 2010.
(…)
Frivilligcentrene er således en stor gevinst for de frivillige på det sociale område, der nu lokalt har et fysisk sted, hvor de kan afholde uddannelsesaktiviteter, seminarer og konferencer. Hvor de kan få hjælp til oprettelse af nye foreninger og til udarbejdelse af pjecer og hjemmesider samt få udgivet en social vejviser (liste over kommunens frivillige sociale foreninger). Og hvor de kan mødes, erfaringsudveksle og danne netværk.”

Ødelægger foreningslivet
Men ifølge Bente Schindel har frivillighedscentrenes aktiviteter nogle steder fået karakter af strandhugst:
”Imidlertid har både lokale idrætsforeninger og flere kulturelle samråd på det seneste oplevet, at frivilligcentrene er begyndt at udbyde kurser og seminarer, arrangere frivillighedsdage samt rekruttere medlemmer inden for både idræt, kultur og andre foreningsområder. Dermed oplever de, at frivilligcentrene ødelægger det foreningsliv og det samarbejde, der er bygget op inden for hvert enkelt område og på sigt måske også samarbejdet mellem kommunens frivillige, hvis der ikke bliver gjort noget ved det. 

I kommentaren refererer Bente Schindel fra et møde mellem Kulturelle Samråd i Danmark og frivilligcentrenes landsorganisation, FriSe, om problemstillingen.

 

 

Relaterede nyheder