I anledningen af Forskningens Døgn får danskerne mulighed for at invitere nogle af Danmarks skarpeste hjerner på besøg i foreningen, forsamlingshuset eller derhjemme.
Hør om fedmens gåder, tortur, hormonforstyrrende stoffer eller
om træer, der stiller krav og tager hævn.
I anledning af videnskabsfestivalen Forskningens Døgn giver
Uddannelsesministeriet alle danskerne mulighed for at bestille et
foredrag af en forsker. Foredragene er gratis.
Foredragene kan for eksempel holdes i private hjem, på skoler og
uddannelsessteder, på arbejdspladsen eller i
forsamlingshuset.
Det eneste, man skal gøre, er at samle et publikum på mindst 15
personer, stille passende rammer for publikum og forskeren til
rådighed og betale for forskerens transport.
Forskningens Døgn finder sted den 2., 3. og 4. maj 2013.
En enestående mulighed
Uddannelsesminister Morten Østergaard opfordrer alle til at
benytte sig af tilbuddet:
"Forskningens Døgn skal øge danskernes forståelse for forskning og
forskningens betydning for vores hverdag og det danske samfund.
Mange oplever forskning som svært tilgængelig, men med tiltaget
"Bestil en forsker" og de mange andre aktiviteter under
Forskningens Døgn får helt almindelige danskere en enestående
mulighed for at opleve og stille spørgsmål til forskning på
allernærmeste hold. Jeg håber, at rigtig mange vil benytte sig af
tilbuddene," siger Morten Østergaard.