Antorini inviterer folkeoplysningen med i Ny Nordisk Skole

Antorini inviterer folkeoplysningen med i Ny Nordisk Skole

Friday, May 24, 2013

Institutionerne skal inddrage foreninger, organisationer, kulturelle netværk og meget andet i Ny Nordisk Skole, skriver undervisningsminister Christine Antorini. Hun inviterer blandt andet folkeoplysningen til at præsentere ideer på Kontaktbørsen.

Christine Antorini
”Jeg håber, at I vil være med i arbejdet i Ny Nordisk Skole," skriver Christine Antorini.

”I Ministeriet for Børn og Undervisning søger vi lige nu organisationer, foreninger og andre vidensleverandører, der vil være med til at bidrage til udviklingen af dagtilbud, skoler og ungdomsuddannelserne gennem arbejdet med Ny Nordisk Skole.”
Sådan skriver Christine Antorini i et brev, der er sendt til kulturinstitutioner, virksomheder, faglige foreninger og andre interessenter, herunder Dansk Folkoplysnings Samråd.

Ny Nordisk Skole
350 skoler og institutioner blevet udvalgt til at deltage i initiativet, og de kan nu kalde sig Ny Nordisk Skole-institutioner. Kravet er, at institutionerne skal samarbejde i netværk på tværs af institutionstyper, og der er udviklet en række mål, dogmer og et manifest, som skal understøtte arbejdet med den pædagogiske udvikling.
De udvalgte institutionerne skal også inddrage andre aktører med relevant viden i styrkelsen af deres forandringsprojekter - for eksempel foreninger, organisationer, virksomheder,udenlandske institutioner, biblioteker, og kulturelle netværk. Disse aktører vil få rollen som ressourcepartnere for de konkrete forandringsprojekter. 

Kontaktbørsen
Folkeoplysende foreninger og skoler, der vil være med, behøver ikke at vente på henvendelser fra Ny Nordisk Skole-institutioner. Børne- og undervisningsministeren opfordrer foreninger og organisationer til at præsentere deres idéer til, hvordan de kan indgå i netværkenes arbejde med Ny Nordisk Skole.
Det kan de gøre på ”Kontaktbørsen”, som man kan finde på Ny Nordisk Skoles hjemmeside. Her kan man også finde netværk, der efterlyser specielle kompetencer og bidrag.
”Jeg håber, at I vil være med i arbejdet i Ny Nordisk Skole med jeres relevante viden og kompetencer ved at tilbyde jeres samarbejde til et af de mange Ny Nordisk Skole netværk,” skriver Christine Antorini.