En fremtidig model for mediestøtte må tage højde for de særlige betingelser, der gør sig gældende for lokale medier og foreningsbaserede medier. Det skriver DFS i et høringssvar til rapporten fra Mediestøtteudvalget.
I løbet af 2012 skal Folketinget tage stilling til den fremtidige offentlige støtte til medierne. Det sker på baggrund af en rapport, som Mediestøtteudvalget afgav i efteråret. Rapporten hedder "Demokratistøtte - fremtidens offentlige mediestøtte".
Mediernes demokratiske rolle
I sit høringssvar bakker DFS om udvalgets definition af mediernes
rolle: "Mediernes rolle i fremtiden er ikke mindst at bidrage til
det danske demokrati og samfund gennem uafhængig produktion og
formidling af nyheder og anden information, der kan understøtte
borgernes mulighed for at søge oplysning og deltage aktivt i
samfundsforhold, samt være forum for offentlig debat."
DFS udtrykket også forståelse for, at udvalget som overordnet
princip for en kommende mediestøttemodel har valgt det
produktionsbaserede i stedet for distributionsbaserede, og at man
ønsker, at det redaktionelle indhold, den journalistiske
egenproduktion og en kritisk redaktionel masse skal være centrale
kriterier for tildeling af støtte:
"Vi kan tilslutte os den grundlæggende ide om at vægte indhold og
substans over form og kvantitet," står der i høringssvaret.
Små medier
DFS repræsenterer bl.a. medlemsorganisationer, der udgiver små
blade, og lokal- og tv-radiostationer. På den baggrund er man
tilfreds med, at udvalget anerkender, at denne del af medieverdenen
ikke kan tilpasses det overordnede princip.
DFS påpeger, at de lokale og foreningsbaserede mediers særlige
kvalitet bl.a. består i deres tætte tilknytning til et aktivt
lokalmiljø og/eller netværk af frivillige:
"Derfor vil de i mange tilfælde ikke kunne leve op til rigide
kriterier om mindstegrænser for antal ansatte eller snævre
definitioner af egenproduktion, som udelukker bidrag fra frivillige
i lokalmiljøet eller i medlemskredsen."
Endelig konstaterer DFS med stor tilfredshed, at udvalget anbefaler
at fastholde Bladpuljens støtte til ideelle blade, herunder
tillægspuljen for blade med mindre oplag:
"Nedlæggelsen af tillægspuljen for blade med mindre oplag i
Finanslov 2012 risikerer at fjerne det økonomisk grundlag for en
lang række ideelle blade, og vi ser derfor frem til, at
mediestøtteudvalgets anbefalinger hurtigst muligt kommer til at
indgå i en ny lovgivning."