”Det handler om at bruge undervisning til at løfte eleverne og forbedre de sociale og demokratiske forhold for dem.” Sådan skriver formanden for Kofoeds Skoles Oplysningsforbund, der har hjulpet med at oprette folkeoplysende skoler i otte østeuropæiske lande.
Ole Meldgaard fortæller i DOF Nyt om oplysningsforbundets
arbejde med at præsentere "…en social model, som kombinerer socialt
arbejde med undervisning".
DOF Nyt er medlemsblad for landsorganisationen Dansk Oplysnings
Forbund, hvor Kofoeds Skoles Oplysningsforbund er medlem.
Folkelige foretagender
Arbejdet har fundet sted i Tjekkiet, Estland, Litauen, Rumænien,
Bulgarien, Ukraine, Slovenien og Armenien. I artiklen skriver Ole
Meldgaard bl.a.:
"En anden gren af arbejdet var at oprette Kofoeds Skoler.
Arbejdet blev ofte gjort helt fra bunden med etablering af
foreninger, for skolerne er alle folkelige foretagender, altså
NGO'er, finde egnede medarbejdere, finde bygninger og indrette dem,
indkøbe udstyr og tilrettelægge programmer med vejledning,
undervisning, værkstedstræning og opbygge herberger for hjemløse og
opbygge afvænning for misbrugere."
Selvtillid og færdigheder
"Det handler om at bruge undervisning til at løfte eleverne og
forbedre de sociale og demokratiske forhold for dem. Der er
undervisning på alle skolerne for eleverne, som er
langtidsarbejdsløse, hjemløse, alkoholikere, tidligere fanger og
elementært fattige mennesker.
Princippet er at de sociale institutioner også skal være
pædagogiske institutioner, som kan løfte de udstødte grupper og
give dem selvtillid og færdigheder, så også de får en plads i den
nye demokratiske udvikling.
Ofte kommer de, fordi de har nogle helt elementære behov for mad,
tøj eller et bad. Til dette behov knytter vi undervisning."
Kofoed og Grundtvig
"Udover vores egen guru, Hans Christian Kofoed, som oprettede
Kofoeds Skole i 1928, tog vi også Grundtvig med og berettede om
folkehøjskoler og voksenundervisning i Danmark, og hvordan
folkeoplysning har været med til at skabe vort folkestyre og hjælpe
nye klasser frem.
Der er to store danskere, som har lært os noget, det er Kofoed og
Grundtvig, siger de i Polen."