Kulturministeren lukker for pengekassen

Kulturministeren lukker for pengekassen

Friday, March 2, 2012

I skal blande jer mere i debatten. I får ikke flere penge, men vi kan gøre reglerne lidt mere fleksible. Sådan lyder meldingen fra folkeoplysningens nye minister, kulturminister Uffe Elbæk.

Uffe Elbæk
Kulturminister Uffe Elbæk

I en artikel fra den 1. marts refererer Altinget til den faldende støtte til både aftenskoler og daghøjskoler gennem de sidste 10 år. Hvis bare han kunne, ville kulturministeren gerne hjælpe folkeoplysningen. Men den offentlige pengekasse er lukket flere år frem i tiden, siger han i artiklen:
"Hvis pengene var der, ville vi fra regeringens side gerne give højskolerne og folkeoplysningen nogle bedre økonomiske rammer. Men realiteten er bare den, at vi står i en massiv, økonomisk krise, og vi har måttet prioritere usandsynligt hårdt.  
I forbindelse med finansloven havde vi mulighed for at trække besparelserne på efterskoleområdet tilbage. Det kunne vi ikke med de andre områder, og derfor må vi nu se, hvad vi kan gøre, når der ikke er flere penge,"

Samfundsdebatten
Til gengæld opfordrer han højskoler, daghøjskoler og aftenskoler til at være mere synlige i den offentlige debat. Ifølge Altinget mener han, at både højskolerne og folkeoplysningsinstitutionerne stadigvæk har en vigtig kulturpolitisk stemme i det danske samfund. En stemme, som især er vigtig at få frem i disse økonomiske og politiske krisetider:
"Vi befinder os i en brydningstid, hvor rigtig mange spørgsmål bliver kastet op i luften. Vi skal blandt andet finde ud af, hvordan vi skal indrette vores samfund, og hvordan vi skal arbejde og bo i fremtiden. Det er spørgsmål, som især kan få plads til at folde sig ud inden for folkeoplysningens rammer," citeres Uffe Elbæk for.

Fjerne barrierer
Uffe Elbæk vil gerne hjælpe folkeoplysningen med at fjerne "bureaukratiske barrierer". F.eks. er han positiv over for at gøre undervisningsformerne mere fleksible. Endelig varsler Uffe Elbæk, at han efter sommerferien se på forskellige ideer, bl.a. om daghøjskolerne skal have deres egen lov igen.

Relaterede nyheder