Fasthold ambitionen om en fleksibel fleksuddannelse

Fasthold ambitionen om en fleksibel fleksuddannelse

Tuesday, November 27, 2012

”Vi vil på det kraftigste advare regeringen mod at falde i fælden og kun åbne det nye tilbud for de virkeligt svage.” Med et debatindlæg på Altinget.dk bakker Danmarks Vejlederforening og DFS op om skarpe udmeldinger fra DA og DI.

Helene Valgreen 160
"Ideen om fleksuddannelsen var et visionært bidrag til at løse et stort samfundsproblem. Derfor lyder vores opfordring til regeringen: Fasthold visionen og ambitionerne. Lad os få en fleksuddannelse, som er bred og reelt fleksibel," skriver Helene Valgreen (herover) og Trine Bendix i et debatindlæg. (Foto: Ulrik Jantzen)

Mens Børne- og Undervisningsministeriet lægger sidste hånd på et lovforslag om fleksuddannelse, breder bekymringen sig for, hvilken type uddannelse der kommer ud af det.
Senest bragte Altinget.dk den 27.11. et debatindlæg af Helene Valgreen, der formand for Danmarks Vejlederforening, og Trine Bendix, sekretariatsleder i Dansk Folkeoplysnings Samråd.

Standardtilbud fra hylden
I indlægget bakker de op omkring Dansk Industris og Dansk Arbejdgiverforenings ønske om en bred målgruppe for fleksuddannelsen. Samtidig argumenterer de for, at der faktisk bliver tale om en fleksibel uddannelse.
Helene Valgren og Trine Bendix skriver om de unge, som i dag ikke får en ungdomsuddannelse:
"Det er unge med mange forskellige barrierer for at gennemføre en traditionel ungdomsuddannelse. De skal ikke have et standardtilbud fra hylden. De har brug for et tilbud, der lever op til navnet og faktisk bliver fleksibel:
- Fleksibelt indrettet i forhold til den enkelte unge
- Fleksibel i form af løbende optag
- Fleksibel i sin sammensætning af lærings-, vejlednings- og praktik-tilbud
- Fleksible muligheder for at benytte forskellige institutioner
- Fleksible holdstørrelser og holdsammensætninger"

Langt bredere målgruppe
Med to dages mellemrum offentliggjorde Dansk Industri og Dansk Arbejdsgiverforening deres syn på en kommende fleksuddannelse. Også på Altinget.dk skrev chefkonsulent i DI, Claus Rosenkrands Olsen den 12.11. bl.a.:
"Fra DI håber vi fortsat, at målet med fleksuddannelsen bliver at ruste flere til uddannelse, inden de går i gang, for at afklare flere unge gennem bl.a. praksisoplevelser og skabe mere retning og realisme i de unges uddannelsesvalg. Hvis fleksuddannelsen skal bidrage til de opgaver, forudsætter det, at målgruppen bliver langt bredere end 3-5 %"

Sammensat gruppe
I Berlingske Tidende skrev direktør Henrik Bach Mortensen, DA, den 14.11. bl.a.:
"Målgruppen for denne uddannelse bør være de unge, som efter 9. klasse mangler faglige eller personlige kompetencer, eller som mangler motivation til at gennemføre gymnasium eller erhvervsuddannelse."
Han påpegede, at det "…er en stor og sammensat gruppe af unge, som skal samles op af et nyt tredje ben af uddannelse", og videre skrev Henrik Bach Mortensen:  "Den nye fleksuddannelse skal kunne favne de op til 20 procent af en årgang, som ellers svigtes i uddannelsessystemet."

En varieret buket
Lige som DFS og Dansk Vejlederforeninger er DA optaget af, at uddannelsen bliver fleksibel:
"Fleksuddannelsen skal rettes mod en meget kompleksproblemstilling. Derfor er løsningen heller ikke et simpelt standardiseret uddannelsestilbud. Fleksuddannelsen bør dække over en meget varieret buket af initiativer, som kan modsvare de meget forskellige behov, som findes i gruppen af svagere elever," skrev DA-direktøren.