EU-parlamentet vil bevare Grundtvig programmetEU-parlamentarikerne kaster sig nu ind i diskussionen om fremtidens støtteprogrammer for voksnes læring. Parlamentets komité for uddannelse og kultur vil øge bevillingerne og bevare Grundtvig programmet – i modsætning til Kommissionen.
Den 27. november bakkede Komiteen for Kultur og Uddannelse op om
formanden, Doris Packs rapport, der behandlede et forslag fra
EU-kommissionen om et nyt støtteprogram med et nyt navn "Erasmus
for alle". I en pressemeddelelse skriver den europæiske
samarbejdsorganisation for ikke-formel voksenlæring, European
Association for the Education of Adults (EAEA):
"EAEA's arbejde med at påvirke beslutningsprocessen gav resultat,
da EU-parlamentarikerne stemte for at øge budgettet for voksnes
læring og bevare Grundtvig programmet i et kommende fælles program
for uddannelse, ungdom og sport (YES Europe), tidligere kendt som
Erasmus for Alle."
DFS er medlem af EAEA, og DFS' formand, Per Paludan Hansen, er
vicepræsident for organisationen.
Frygt for voksenlæringens status
Igennem flere år har der eksisteret et EU-støtteprogram med
betegnelsen Grundtvig-programmet, hvor midlerne er øremærket
folkeoplysning og anden ikke-formel voksenundervisning.
Tidligere på året offentliggjorde EU-kommissionen et forslag, der
vil indebære, at Grundtvigprogrammet bliver opslugt i et stort
uddannelsesprogram "Erasmus for alle".
Det vakte stor bekymring i EAEA og organisationens medlemskreds,
hvor man frygtede, at støtten til ikke-formel voksen læring vil
blive presset ud - på bekostning af erhvervsuddannelser og højere
uddannelser. Det blev tillagt symbolsk betydning, at Erasmus, der
er navnet på det hidtidige støtteprogram for højere uddannelser,
fremover skulle være fællesbetegnelsen.
Tilfredshed i EAEA
Siden maj måned har Komiteen for Kultur og Uddannelse arbejdet med
at formulering en holdning til Kommissionsforslaget. Det var sådan
en tekst, som udvalget vedtog den 27.11.
Rapporten skal senere til afstemning i EU-parlamentets plenum, men
det forventes ikke at ændre afgørende på teksten. Derefter indleder
Parlamentet, Kommissionen og Ministerrådet forhandlinger om en
endelig beslutning om støtteprogrammerne.
"EAEA værdsætter, at Grundtvig under-programmet vil fortsætter
inden for det nye programs struktur. Grundtvig har som målgruppe
mange forskellige grupper og sektorer inden for livslang læring på
grund af dets ikke-formelle karakter. Ud over til ikke-formel
almindelig voksenundervisning anvendes det til unge voksnes
ikke-formelle uddannelse, forældre-uddannelse og til
videreuddannelse af lærere i den ikke-formelle sektor," skriver
EAEA i pressemeddelelsen.
Det er også i overensstemmelse med EAEA's anbefalinger, at
Komiteen foreslår, at der afsættes seks procent af de samlede
programmidler til voksnes læring - i modsætning til de to procent,
som Kommissionen har foreslået.