Aftenskolerne kan på én gang skaffe øget aktivitet i samfundet, overskud til den samlede samfundsøkonomi og flere arbejdspladser. Det skriver formanden for DOF som svar på Uffe Elbæks omtale af folkeoplysningen som ”støvet”.
"Hvert år deltager over en million mennesker i de tilbud, som
aftenskolerne sender på gaden, og de opleves hverken af
aftenskolerne eller af deltagerne som støvede, og derfor kan det
naturligvis også godt virke provokerende, når vores ret nye
kulturminister Uffe Elbæk lidt kækt omtaler folkeoplysningsområdet
som en noget støvet afdeling, som han godt nok ikke ved så meget
om."
Sådan skriver formanden for Dansk Oplysnings Forbund (DOF), Ingolf
Christensen, i et åbent brev til kulturministeren.
Brevet kommer som reaktion på en række udtalelser fra Uffe Elbæk,
bl.a. en artikel på Altinget.dk
Nyskabelser fra folkeoplysningen
Ingolf Christensen henviser til historien: "Oplysning,
undervisning, dannelse, udsyn og en stadig søgen efter ny viden har
på fineste vis gået hånd i hånd med dannelsen af sociale
fællesskaber og har på denne måde været med til både at udvikle og
flytte det danske samfund, men også til at skabe en fantastisk
sammenhængskraft blandt folket og en klar følelse af, hvad det vil
sige at være dansker.."
DOF-formanden henviser også til de nyskabelser, der gennem tiderne
er udviklet i folkeoplysningen: "En lang række uddannelser eller
uddannelsesområder er udsprunget af initiativer, som er startet i
aftenskoleverdenen, og som nu er blevet selvstændige områder på
uddannelseskortet med egen lov eller lovområde. Nævnes kan for
eksempel VUC, voksenspecialundervisningen, daghøjskolerne, Den fri
Ungdomsuddannelse, den kompenserende voksenspecialundervisning og
læse-, stave-, skriveundervisning.
En bred palet
Derefter gennemgår Ingolf Christensen en række af de områder,
aftenskolerne arbejder med:
• Sundhed og bevægelse
• Instrumentalundervisning
• Informations- og Kommunikationsteknologi
• Specialundervisning
• Sprog
• Kreative fag
• Foredrag og debatarrangementer
Brug os - det betaler sig!
På den baggrund opfordrer formanden for DOF: "Brug os Uffe Elbæk!!
Vi står klar både med tid og tanker for opdatering og for
videreudvikling af et område, som har givet det danske samfund
mange grundsten at bygge videre på, og som også er parat til at
levere nye stepstones eller at medvirke til at udvikle det
fundament, som vi kan bygge vores fremtid på."
Ingolf Christensen inviterer sig selv til møde hos
kulturministeren og kommer et forventet argument i forkøbet:
"Det er klart, at du som minister også skal have en økonomi til at
hænge sammen, og jeg vil rigtig gerne mødes med dig for at
anskueliggøre, at folkeoplysningen slet ikke tilnærmelsesvis koster
det i forvejen ret beskedne beløb, der er afsat til det i
kommunernes budgetter.
Jeg vil levere et columbusæg til dig, som skaffer øget aktivitet i
samfundet, som giver overskud til den samlede samfundsøkonomi, og
som alt andet lige vil generere flere arbejdspladser, uden at det
koster samfundet noget."