Kulturministeren Uffe Elbæk glæder sig til samarbejdet med AOF, men han har også forventninger til os. Dette var hans klare budskab, da han åbnede AOF Danmarks repræsentantskabsmøde.
Af John Meinert Jacobsen og Humaira Nasim*
AOF´s grundlæggere var entreprenante og havde stærke alliancer til eksterne samarbejdspartnere. AOF har eksistereret i snart 100 år og har en gloværdig historie, som vi kan være stolte af. Kulturministeren forestiller sig derfor, at AOF skaber forandringsagenter.
Tre store kriser
Kulturministeren påpeger, at vi i Danmark står overfor tre store
kriser.
Der er empatikrisen, som har gjort, at vi har tabt
fællesskabsfølelsen, som har medført en større individualisering.
Vi har mistet evnen til at række hånden ud for andre. Hvordan
tackler vi det?
Systemkrisen handler om innovation. Vi skal blive bedre til at
samarbejde på tværs af sektorer og finde løsningsmodeller sammen
med offentlige og private virksomheder samt civilsamfundet. AOF
bliver nødt til at finde strategiske og innovative
løsningsmodeller, som er uforudsigelige. AOF skal finde nye
samarbejdspartnere og lege med andre end vores egne
medlemsorganisationer.
Endvidere står vi også overfor en ressource og miljøkrise. Vi
lever i dag i et samfund, hvor ressourcerne bliver færre og
anderledes. Vi skal indrette og nytænke arbejdspladser samt
uddannelsesinstitutioner. Vi skal som samfund stille os selv de
svære spørgsmål og genopfinde vores samfundstænkning og AOF kan
også være en vigtig medspiller her.
Ikke de største men de bedste
AOF Danmark er enig med kulturministeren i, at fællesskabsfølelsen
kan og skal være stærkere. Evnen til at sætte sig selv i andres
sted skal i større grad tilbage til vores kultur. Det skal vi
arbejde for.
Folkeoplysningen skal myndiggøre os i fællesskab, og vi skal
gennem AOF's tilbud til borgerne medvirke til at prikke til
borgernes interesse for egen og fælles udvikling. Gennem
entreprenante og vitale partnerskaber, kan vi nå nye målgrupper med
vores forening og skabe nye tilbud. Ministerens pointe om, at vores
vision ikke skal være at være det største oplysningsforbund i
Danmark, men være det bedste oplysningsforbund for Danmark, kan vi
få meget nytte af, når vi skal se på, hvorledes foreningen AOF kan
udvikles og fornys.
Opfindsomhed og nysgerrighed
Vi har skabt social innovation før og tænkt nyt, da vi gik fra
landbrug til industri. Derfor er det essentielt, at vi stimulerer
vores opfindsomhed og nysgerrighed og tuner ind på den frekvens som
stiller spørgsmålene: hvad er en folkeoplysende forening og hvordan
har samfundet brug for at AOF udvikler sin forening for
samfundet.
For som ministeren sagde: "Samfundet har flere udfordringer, som
AOF kan løse."
* John Meinert Jacobsen er forretningsfører i AOF Danmark
* Humaira Nasim er konsulent i AOF Danmark
Se og høre hele Kulturministerens oplæg på youtube