AOF åbner hjemmeside for EU-debat

AOF åbner hjemmeside for EU-debat

Monday, September 17, 2012

Danskerne diskuterer EU og Europa alt for lidt, mener AOF Danmark. Sammen med organisationen FIC lancerer hjemmesiden www.europa-debat.dk.

John Meinert Jacobsen
”EU betyder rigtig meget i vort daglige liv, og ikke mindst i vores arbejdsliv," siger John Meinert Jacobsen.

Hjemmesiden skal være en elektronisk platform, hvor forskellige EU-aktiviteter er samlet. Den skal også give plads til en række bloggere, der med hver deres baggrund kan sætte betydningen af EU til debat.
Blandt bloggerne vil være Jeppe Kofod, som Socialdemokratiet ventes at opstille som spidskandidat til næste EU-parlamentsvalg og sekretær i LO Marie-Louise Knuppert.

EU og arbejdslivet
"EU betyder rigtig meget i vort daglige liv, og ikke mindst i vores arbejdsliv. Derfor er vi i AOF også kede af, at EU mest diskuteres, når der er valg til parlamentet. Vi vil gerne, at danskerne diskuterer EU's betydning meget mere, og den ambition falder helt i tråd med AOF's virke, nemlig gennem folkeoplysning at klæde arbejderne på til at blande sig i demokratiet," siger AOF Danmarks forretningsfører John Meinert Jacobsen.



Folkeliggøres
Direktør i FIC og forhenværende formand for Folketingets Europaudvalg Claus Larsen-Jensen tilføjer:
"Vi synes EU-debatten skal folkeliggøres, og med det mener vi, at vi vil have mange flere til at blande sig i debatten. Vi inviterer derfor også fagligt aktive til at blogge. Vi vil gerne give plads til at folk, der oplever hvordan EU har indflydelse på vores arbejdsliv fortæller om det. Vi vil skabe rammen for en EU-debat i øjenhøjde. Det synes vi, har manglet."