Ny rapport reducerer den aktive borger til kommunens nemme klient og hjælper. ”Er den aktive medborgers opgave at hjælpe det offentlige, eller skal det offentlige støtte civilsamfundet,” spørger DFS’ sekretariatsleder, Trine Bendix.
"Der er et stort potentiale i at få borgerne til at tage større
ansvar for deres eget og andres liv." Sådan præsenterer mediehuset
Mandag Morgen sit projekt "Den Aktive Borger".
De har netop udgivet dn rapport om emnet med undertitlen "Hvordan
flere borgere kan spille en rolle i velfærdssamfundet". Den blev
præsenteret den 25. januar i en workshop på Mandag Morgens
konference Velfærdens Innovationsdag 2011.
Presset på den offentlige velfærd
Om projektet skriver Mandag Morgen videre:
"Det skaber bedre livskvalitet, når man kan klare sig selv frem
for at være afhængig af f.eks. det offentlige. Og det kan være med
til at skabe løsninger, der passer bedre til den enkelte, da
borgerne bedre end det offentlige ved, hvad lige netop deres behov
er. En sidegevinst ved mere aktive borgere er, at de kan lette
noget af presset på den offentlige velfærd."
Ifølge Trine Bendix, der deltog i præsentations-workshoppen, er
rapportens overvejende fokus på sidegevinsten, at lette presset på
kommunernes velfærdsarbejde:
"I virkeligheden taler rapporten om den aktive klient snarere end
den aktive borger. En aktiv borger er - i rapporten - en, der kan
tage vare på sit eget liv, og den frivillige er et enkeltstående
individ, der kan hjælpe kommunen - kommunens lille hjælper," siger
hun.
Hjælp dig selv - og din nabo
Trine Bendix henviser til de tre former for aktivitet for borgeren,
som rapporten analyserer sig frem til:
"Den ene er selvbetjening. Den handler om, at borgeren skal hjælpe
sig selv på nettet, skovle sne eller slå græs for naboen.
Det andet kalder de mestring. Det er borgeren som aktiv klient, der
genopretter sin funktionsevne eller opkvalificerer sig.
Det tredje er samskabelse. Her kommer foreningslivet ind, men
stadig på den offentlige sektors præmisser," fortæller DFS'
sekretariatsleder.
På samfundets præmisser
Trine Bendix opfordrer Mandag Morgen til at gå videre med
projektet, men med større fokus på civilsamfundet.
"De kunne kortlægge, hvad civilsamfundet består af, herunder
enkeltpersoner, organisationer, selvejende institutioner,
social-økonomiske virksomheder mm.. Men de bør også sætte
perspektivet på benene og se på, hvordan det offentlige system kan
støtte civilsamfundet frem for omvendt. Hvordan får vi et
velfærdssamfund på samfundets præmisser og ikke på det offentliges
præmisser?"