Onsdag den 29. marts offentliggjorde Undervisningsministeriet et udkast til et samlet sæt ændringer af folkeoplysningsloven. Et endeligt lovforslag vil blive fremsat i Folketinget onsdag den 13. april. Arbejdet med at udforme et høringssvar fra DFS er allerede i gang.
Udkastet kan læses på Høringsportalen. Det har været længe
undervejs, men indholdet svarer til de signaler, daværende
undervisningsminister Tina Nedergaard udsendte, da Folketingets
uddannelsesudvalg den 18. januar havde åbent samråd om
folkeoplysning.
Det var også på det grundlag, at DFS' sekretariatsleder, Trine
Bendix, gennemgik det forventede lovforslag på et medlems i DFS den
1. februar.
Alt undtagen penge
Udkastet indeholder dermed alle de anbefalinger fra regeringens
folkeoplysningsudvalg, der er lovrelevante. Dog er anbefaling 33
som annonceret ikke med. Det er udvalgets forslag om, at kommunerne
fremover skal støtte aftenskolekurser med mindst 50 procent, og at
dette skal finansieres ved at begrænse VUC'ernes eksamensfrie
kurser.
Ikke alle udvalgets anbefalinger peger på ændringer af
folkeoplysningsloven, men det fremgår af bemærkningerne til
lovforslaget, at Undervisningsministeriet vil arbejde for at
implementere dem i andre love eller andre sammenhænge.
Rullende høringsfrist
Offentliggørelsen er stærkt forsinket, og dermed er der ikke meget
tid til at afgive høringssvar, som kan få indflydelse på, hvordan
det endelige lovforslag skal se ud. Undervisningsministeriet
oplyser dog, at høringssvar, som de har modtaget i næste uge, vil
blive taget i betragtning, inden der bliver lagt sidste hånd på det
forslag, som Folketinget modtager den 13. april.
Derudover tager ministeriet løbende mod yderligere høringssvar, som
vil blive fremsendt til Folketingets uddannelsesudvalg. På den måde
kan også senere indkomne høringssvar få indflydelse på den endelig
lov via ændringsforslag under Folketingets behandling.
DFS' høringssvar
DFS' sekretariat og bestyrelse arbejder i øjeblikket på et
høringssvar, der skal udtrykke den samlede folkeoplysnings syn på
lovforslaget og eventuelle forslag til ændringer.
"Vi opfordrer også alle de medlemsorganisationer, hvis arbejde er
reguleret folkeoplysningsloven, til at indsende deres egne
høringssvar," siger sekretariatsleder Trine Bendix og
tilføjer:
"Medlemsorganisationerne er meget velkomne til at lade sig
inspirere af DFS' høringssvar. Oven i det kan de jo så tilføje og
uddybe på de områder, hvor de har særlige interesser og særlige
ønsker."
Udkast til lovforslag om folkeoplysning
(Høringsportalen)
OBS: Den angivne høringsfrist, 13.4., er ikke relevant, jf.
artiklen
Artikel om åbent samråd i Folketingets uddannelsesudvalg den 18. januar
Artikel om medlemsmøde i DFS den 1. februar
Mere om arbejdet med ny folkeoplysningslov