Hvordan vil undervisningsministeren styrke folkeoplysningen?

Hvordan vil undervisningsministeren styrke folkeoplysningen?

Monday, January 3, 2011

Det får undervisningsminister Tina Nedergaard mulighed for at fortælle både politikere og borgere den 18. januar. Her er hun indkaldt til åbent samråd i Folketingets uddannelsesudvalg.

Uddannelsesudvalget har indkaldt ministeren for, at hun kan besvare fire spørgsmål fra Socialdemokraternes uddannelsesordfører, Christine Antorini. De fire spørgsmål tager udgangspunkt i rapporten fra regeringens folkeoplysningsudvalg.
Samrådet finder sted tirsdag den 18. januar, kl. 14.00 på Christiansborg. Alle kan deltage, men man skal tilmelde sig på forhånd. Samrådet bliver også vist på Folketingets TV-kanal.

Pris og kvalitet
Som udgangspunkt har Christine Antorini spurgt ministeren, hvordan hun vil styrke det folkeoplysende arbejde i forlængelse af rapporten og anbefalingerne.
Mere specifikt skal Tina Nedergaard forklare, hvordan hun sikre aftenskolernes økonomi. Christine Antorini har spurgt:
"Det samlede kommunale tilskud til den folkeoplysende voksenundervisning har været støt faldende fra 2002 til 2008. Dertil kommer, at en lang række kommuner har skåret drastisk i budgettet for den folkeoplysende voksenundervisning i de netop vedtagne budgetter for 2011. Denne udvikling fører enten til højere deltagerbetaling, lavere kvalitet eller færre kurser. Hvilke initiativer vil ministeren tage for, at det også fortsat vil være muligt at udbyde aftenskolekurser og anden folkeoplysende virksomhed i landets kommuner til en pris, borgerne kan betale, og med en kvalitet, det er værd at betale for?"

Arbejdsdeling
Også konkurrenceproblemerne mellem VUC og aftenskolerne skal undervisningsministeren forholde sig til:
"Hvordan mener ministeren, at det fremtidige samarbejde og arbejdsdeling mellem dels de folkeoplysende foreninger dels VUC og andre uddannelsesinstitutioner bør være (f.eks i forhold til målgrupper, kursustyper, tilskud/brugerbetaling m.v.)," spørger Christine Antorini.

Lokaletilskud
Endelig spørger den socialdemokratiske uddannelsesordfører også ind til udvalgets forslag omkring lokaleregler, et forslag som især Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) har vendt sig imod:
"Hvordan vil ministeren tage højde for den kritik, som en række ungdomsorganisationer inden for foreningsarbejdet har rejst, senest på DUF's delegeretmøde, om problemer ved at sænke kommunernes tilskud til lokaleleje?"

Rød pilTilmelding til samrådet (senest mandag den 17. januar 2011 kl. 12.00)