Aftenskolernes økonomi må have en genopretning. Ellers risikerer de mange gode elementer i regeringens udkast til ny folkeoplysningslov at løbe ud i sandet. Det er budskabet i DFS’ høringssvar.
Dansk Folkeoplysnings Samråd støtter den pakke af lovændringer,
som regeringen har offentliggjort. Men regeringen undergraver
mulighederne for, at forbedringerne bliver til virkelighed, fordi
man afviser at genoprette økonomien.
Fredag den 8. april fremsendte DFS sit høringssvar til udkastet
til ændringer af folkeoplysningsloven. Udkastet bygger på
anbefalingerne fra regeringens folkeoplysningsudvalg. Efter planen
vil undervisningsministeren fremsætte forslaget i Folketinget den
13. april.
Økonomien skal være i orden
I udkastet har Undervisningsministeriet omsat alle de lovrelevante
anbefalinger fra udvalget undtagen forslaget om, at tilskuddet til
den folkeoplysende voksenundervisning fremover skal være på mindst
50 procent af lærer- og lederlønninger. I dag må det højest være en
tredjedel.
I høringssvaret opfordrer DFS regeringen til at følge udvalgets
anbefaling også på dette punkt og tilføjer:
"For at undgå at forslaget får konsekvenser i form af faldende
aktivitetsniveau i kommunerne, må forslaget nødvendigvis bakkes op
af genopretning af det statslige bloktilskud til kommunerne."
Høringssvaret henviser bl.a. til, at aftenskolerne har mistet
næsten halvdelen af den kommunale støtte fra 2002 til 2011 og
henviser til, at udkants-Danmark rammes særlig hårdt:
"Samtidig ved vi, at de folkeoplysende organisationer står parat
til at påtage sig opgaven i hele landet og på meget kort tid kan
etablere de relevante tilbud alle stede. Det kræver blot, at
økonomien er i orden."
Mere tempo
Derudover understreger DFS sin opbakning til forslagene om en
kommunal folkeoplysningspolitik, ndførelse af demokrati og aktivt
medborgerskab i en samlende formålsparagraf og sikring af
brugerindflydelse
Høringssvaret udtrykker også tilfredshed med den måde, hvorpå
Undervisningsministeriet har inddraget DFS i arbejdet med at
udmønte de anbefalinger, der ikke hører hjemme i
folkeoplysningsloven.
Men i den forbindelse opfordrer DFS til at sætte tempoet op i
arbejdet med at indføre obligatoriske standarddriftsoverenskomster
på FVU-arbejdet. Forslaget skal sikre, at andre end VUC får
mulighed for at byde ind på lige vilkår:
"DFS stiller sig undrende overfor behovet for dette
analysearbejde, da Folkeoplysningsudvalget allerede har belyst det
grundigt, og vil opfordre til, at en lovændring på området sættes i
værk snarest. DFS medvirker gerne til processen."