Finansloven truer små blade

Finansloven truer små blade

Wednesday, November 16, 2011

Den særlige støtte til blade, der udsendes i mindre end 3.000 eksemplarer, er væk i forslaget til finanslov. Ni folkeoplysende landsorganisationer opfordrer kulturministeren og kulturpolitikerne til at fastholde tilskuddet.

"Flere af vores blade vil være truet på livet uden tilskud fra tillægspuljen," skriver DFS på vegne af ni folkeoplysende landsorganisationer i en henvendelse til Folketinget og Kulturministeriet. I henvendelsen påpeger de værdien af trykte medlemsblade og magasiner, og de dokumenterer, at de har haft stærkt stigende udgifter til omdeling.

Halvdelen af støtten forsvinder
Bladpuljen yder tilskud til distribution af  "periodiske blade og tidsskrifter", hvis indholdet er "af almennyttig eller humanitær karakter", eller hvis det befinder sig inden for "områderne kultur, undervisning, idræt, miljø og religion". Til Bladpuljen hører en tillægspulje, som er målrettet de små blade med under 3.000 distribuerede eksemplarer. Det er denne tillægspulje, som er sløjfet i forslaget til finanslov. For de små blade vil det typisk være halvdelen af det samlede tilskud, der forsvinder.

Vigtigt for demokratiet
I henvendelsen til kulturminister Uffe Elbæk og til medlemmerne af Folketingets kulturudvalg skriver de ni DFS-medlemsorganisationer bl.a.:
"Vi opfatter både vores konkrete arbejde og vores foreningsliv som en afgørende del af demokratiet, og vores blade spiller en vigtig rolle i at fastholde engagementet, motivationen og sammenhængskraften blandt medlemmer og andre interesserede."
De påpeger, at distributionsomkostningerne er steget dramatisk de seneste år og bruger bladet Ungdomsskolen som eksempel.  Her er prisen pr. distribueret eksemplar steget med næsten 500 procent fra 2004 til 2011.

Digitale medier ikke nok
Videre skriver de: 
"Kan vi da ikke bare nedlægge bladene og flytte informations- og debatvirksomheden over på de elektroniske platforme? Jo, det gør vi også. Men vores trykte blade spiller en rolle, som hverken elektroniske nyhedsbreve, hjemmesider eller facebook-profiler kan erstatte.
• Det har stor betydning for medlemmernes og andres identifikation med foreningen, at de får et bladprodukt i hånden
• Vi har en stor gruppe medlemmer og interesserede i den generation, hvor mange ikke er fuldt fortrolige med de elektroniske medier, og de vil blive sat ud på et sidespor uden det trykte medlemsblad. 
• Som folkeoplysere lægger vi særlig vægt på det grundige, faglige og substantielle, som det er sværere at formidle gennem den hurtige og kortfattede kommunikationsform i de elektroniske medier. Også her vil noget gå tabt uden de trykte blade."

Måske på vej tilbage
Et mediestøtteudvalg har netop aflagt rapport og anbefalet, at tillægspuljen fortsætter, men det når ikke at få konsekvenser for næste års finanslov. Derfor skriver de ni organisationer: "Vi finder det uhensigtsmæssigt at afskaffe tilskuddet et enkelt år for derefter at følge mediestøtteudvalgets anbefaling og genindføre det i 2013. Et stort antal blade vil have givet op og lukket ned i mellemtiden."
På den baggrund opfordrer de kulturministeren og politikerne til at sikre, at tillægspuljen fastholdes i den kommende finanslov. 

 

Organisationer og blade bag henvendelsen

Dansk Kirketidende_100

Grundtvigsk Forum / Dansk Kirketidende

Grøn Hverdag_100

Grøn Hverdag / Grøn Hverdag

NETOPnyt_100

NETOP / NETOPnyt

Ungdomsskolen_100

Ungdomsskole-foreningen / Ungdoms-skolen

Organisationer og blade bag henvendelsen

Kvinden&Samfundet_100

Dansk Kvindesamfund / Kvinden&Samfundet

dofnyt_100
Dansk Oplysnings Forbund / dofnyt

Højskolebladet_100

Folkehøjskolernes Forening i Danmark / Højskolebladet

Folkevirke_100

Folkevirke / Folkevirke

Tidsskriftet Folkeoplysning_100

Fritid & Samfund / Tidsskriftet Folkeoplysning