Fantasi og frivillighed i folkeoplysningen

Fantasi og frivillighed i folkeoplysningen

Thursday, February 17, 2011

Har du lyst til at finde ud af, hvordan folkeoplysning kan være meget andet end kurser i mindfulness eller italiensk for begyndere? Med disse spørgsmål inviterer SFOF til Volunteer-Kickoff-Camp den 19. marts – for alle, der interesser sig for folkeoplysning.

I invitationen står der bl.a.:
"I folkeoplysningen oplever alle forbund en vigende interesse og daglige udfordringer for at hverve frivillige til vores arbejde. For at få flere til at interessere sig for folkeoplysning, kan det fra forbundets side være vigtigt at kende til forskellige værktøjer:
  SFOF træ

• Hvordan laver man en vedkommende event?
• Hvordan kan man søge midler til arrangementerne?
• Hvordan sælger man budskabet om, at det er spændende, udviklende og skægt at deltage i frivilligt, folkeoplysende arbejde?"

For alle oplysningsforbund
Som udgangspunktet er "campen" udtænkt for at skaffe SFOF flere frivillige, men Lars Sonnergaard, der er aktivitets- og eventleder, understreger:
"Andre forbund har jo også problemer med at få frivillige ind i bestyrelsen eller til andet ulønnet at arbejde for forbundene. Vi tror på, at andre oplysningsforbund vil have glæde af at deltage i dette seminar. Også fordi networking jo er essentielt for os i branchen!"

Hvad motiverer?
Arrangementet løber af stablen den 19. marts i Sydhavnen i København. På programmet er bl.a. et oplæg af tidligere direktør for TRYG, Stine Bosse, der vil besvare spørgsmålet "Hvorfor bruge tid på frivilligt arbejde i en travl hverdag - hvad frivilligt arbejde har betydet for mig?"
Andre programpunkter er oplæg og workshops om motivationsfaktorer og muligheder, moderne danseteknikker, events og fundraising. Om det sidste holder Rasmus Kjær, der er projektleder og uddannelseskonsulent i Højskolerne, oplæg.

Pris: 50 kr. (DFS har støttet seminaret)
Sted: Roklubben Sydhavnen, Tømmergravsgade 13, 2450 København SV
Tid: 19.marts kl. 11.00 - 19.00 - derefter festmiddag.

Yderligere oplysninger: Lars Sonnergaard, e-mail: lars@sfof.dk

Bindende tilmelding senest 12. marts på tilmeld@sfof.dk