”Jeg er overbevist om, at vi har fået en minister, som vil gå positivt ind i arbejdet med en ny folkeoplysningslov på baggrund af folkeoplysningsudvalgets anbefalinger,” siger Per Paludan Hansen, DFS-formand, efter udnævnelsen af Tina Nedergaard til undervisningsminister.
Tina Nedergaard, som nu afløser Bertel Haarder, har tidligere
været uddannelsespolitisk ordfører for Venstre.
"Her oplevede vi en politiker, som lyttede til folkeoplysningen og
opnåede en stor forståelse for vores betydning i arbejdet for
livslang læring, aktivt medborgerskab og social sammenhængskraft,"
siger Per Paludan Hansen.
Allerede på sin første dag i embedet fokuserede den nye minister på
området, da hun i TV2 forklarede, at hun har en del møder med
forskellige folkeoplysningsforbund i den kalender, hun har
overtaget fra sin forgænger.
Ny folkeoplysningslov
"Vi ser frem til et godt samarbejde med den nye
undervisningsminister," siger DFS' formand og tilføjer:
"Der bliver rigtig meget at samarbejde om i år. Det nationale
folkeoplysningsudvalg afslutter sit arbejde med en rapport i april.
Rapporten vil indeholde en række anbefalinger til ændringer af
folkeoplysningsloven.
Jeg er overbevist om, at Tina Nedergaard vil gå positivt ind i
dette arbejde og omsætte anbefalingerne til et samlet forslag om en
ny folkeoplysningslov," siger Per Paludan Hansen.