Undervisningsministeren afviser centralt forslag fra udvalg

Undervisningsministeren afviser centralt forslag fra udvalg

Monday, November 8, 2010

Undervisningsminister Tina Nedergaard vil ikke gribe ind over for VUC’ernes eksamensfrie kurser med høj statsstøtte, selv om den stærkt ulige konkurrence og den stadig mindre kommunale støtte undergraver aftenskolernes muligheder for at overleve og udvikle sig. ”Vi arbejder videre for at overbevise ministeren, regeringen og Folketinget,” siger DFS’ formand.

For aftenskolerne handler et af de vigtigste forslag i rapporten fra regeringens folkeoplysningsudvalg om at sikre aftenskolernes økonomi og standse den ulige konkurrence fra VUC.
Ifølge forslaget skal VUC ikke længere modtage fuld økonomisk støtte til kurser uden eksamen. Besparelsen på det område skal anvendes til at indføre en mindstegrænse på 50 % for kommunernes bidrag til aftenskolekurser.

Eksamensfrie kurser
Det var det eneste af rapportens 38 forslag, som Tina Nedergaard pure afviste.
Ministeren sagde bl.a.: "Regeringen finder det ikke hensigtsmæssigt at flytte midler fra kompetencegivende uddannelse til ikke-kompetencegivende uddannelse."
Allerede på konferencen tog DFS' formand, Per Paludan Hansen, fat i dette spørgsmål. Han præsenterede dugfriske eksempler på, hvordan VUC kan tilbyde eksamensfrie kurser med en langt mindre deltagerbetaling end aftenskolerne, fordi de modtager et højt fast statstilskud.
Per Paludan understregede, at rapporten skal ses som en helhed, og at det er det, der gør den til et godt værktøj for modernisering af de folkeoplysende foreninger.

Misforståelse
Undervisningsministerens afvisning tager ikke modet fra Per Paludan Hansen:
"Det jo netop eksamensfrie VUC-kurser, der ikke er kompetencegivende, som VUC i højere og højere grad har kastet sig over. Det er her udvalget foreslår at hente midler, der kan sikre, at deltagerbetalingen på aftenskolekurser ikke bliver for høj. Ministerens udtalelse tyder derfor på, at afvisningen skyldes en misforståelse."
DFS har tidligere dokumenteret, at 30.000 personer deltager i kurser på VUC uden at gå til eksamen. Til sammen modtager de ca. 300 mio. kr. i statsstøtte.
Per Paludan Hansen tilføjer:
"I de seneste par uger har DFS haft lejlighed til at præsentere rapporten og problemerne for en række politikere fra begge sider af salen, og alle steder har vi mødt stor forståelse for vores argumenter og for udvalgets forslag.
Derfor vil DFS arbejde videre for at få også dette forslag gennemført, og jeg er meget fortrøstningsfuld omkring mulighederne."

Rød pilLæs også "15 millioner til videreudvikling af folkeoplysningen"

Rød pilMere om folkeoplysningsudvalget og ny folkeoplysningslov

Nedergaard_lanckonf_180
"Regeringen finder det ikke hensigtsmæssigt at flytte midler fra kompetencegivende uddannelse til ikke-kompetencegivende uddannelse," sagde Tina Nedergaard som begrundelse for ikke at overføre midler fra VUC's eksamensfrie kurser til aftenskolerne. (Foto: Martin Hansen)