”X-factor-samfundet forsvinder ikke. Det bliver kun værre. I repræsenterer indsigt, substans og fysisk samvær. Det er jeres ansvar at tage kampen op.” Sådan lød Christians Haves appel til de forsamlede folkeoplysere på DFS’ årlige Kolle Kolle konference.
Som sidste eksterne oplægsholdere bandt Christian Have dermed en smuk sløjfe på konferencen, der blev indledt af fremtidsforsker Christine Lind Ditlevsen. Hun præsenterede fire scenarier for den nærmeste fremtid, hvoraf det ene - som hun illustrerede med kendt-for-at-være-kendt fænomenet Sidney Lee - lignede X-factor-samfundet til forveksling.
Sidney Lee eller Clement Kjærsgaard
De fire scenarier, som Christine Ditlevsen præsenterede er et af
resultaterne af arbejdet den tænketank, nedsatte for godt et år
siden. Med afsæt i tænketankens arbejde skulle konferencen på Kolle
Kolle den 19. og 20. august inspirere DFS' medlemsorganisationer,
nationalt og lokalt, til at udvikle produkterne, organiseringen og
markedsføringen.
Overskrifterne på de fire scenarier er:
• Herfra min verden går - individualisering og følelsesbaseret
- illustreret med Sidney Lee
• Velkommen i familien - fællesskab og følelsesbaseret -
illustreret med en stor forsamling glade mennesker til Shakin'
Stevens koncert
• Det seriøse samfund - fællesskab og rationalitet -
illustreret med FN's generalforsamling
• The sky is the limit - Individualitet og rationalitet -
illustreret med tv-værten Clement Kjærsgaard
Med eller mod strømmen
For hvert scenarie havde Christine Ditlev et par bud på, hvordan
folkeoplysningen kan håndtere dem - ved at gå med strømmen eller
ved at gå mod strømmen og skabe alternativer.
Fra det efterfølgende gruppearbejde til de afsluttende bemærkninger
blev der gang på gang refereret til scenarierne. Der var bred
enighed om, at ingen af dem vil blive altdominerende, men der var
vidt forskellige vurderinger af, hvilken eller hvilke som vil
dominere, og hvor store dele af de øvrige scenarier, som vil
eksistere ved siden af.
Pragmatisk og idealistisk
Efter at have set i fremtidsforskerens kvalificerede krystalkugle
blev deltagerne præsenteret for to eksempler på, hvordan
folkeoplysere allerede har grebet organisatorisk udvikling
an.
DATS - landsforeningen for dramatisk virksomhed - organiserer
amatørteaterverdenen. Foreningens generalsekretær, Kristian Hald
Jensen fortalte, hvordan det er blevet sværere og sværere at
engagere de teaterinteresserede i bestyrelsesarbejdet i foreningens
13 kredse. DATS har taget to konsekvenser.
For det første har de valgt pragmatisk at bevare kredse og
bestyrelser, hvor det er muligt, og erstatte dem med løsere
storkommunale netværk, hvor det ikke er muligt. For det andet har
de smidt al organisationsegoisme over bord og brugt tid, penge og
personale på at hjælpe de unge alternative teatermiljøer i
København, Århus og snart Odense med at organisere sig for at få
bedre forhold - selv om disse netværk sandsynligvis ikke ender med
at blive medlemmer af DATS.
Den strategiske gave
Med stor gejst og ikke mindre underholdningsværdi fortalte
sekretariatsleder Hans Grishauge, Grundtvigsk Forum om nogle af de
redskaber, han bruger i sit organisationsarbejde. Et af dem kaldte
han "den strategiske gave", et forløb med seks faser: indignation -
hjertebanken - ide - samtale - ændret ide - plan.
For Hans Grishauge er det afgørende, at folkeoplysningen sætter
dagsordener i stedet for blot at tilpasse sig:
"Når folk ikke vil komme til os, skal vi komme hjem til dem eller
der, hvor de samles. Vi skal overtage Tupperware-modellen," sagde
han og fortalte, hvordan han havde arrangeret vellykkede foredrags-
og debatarrangementer i juli måned på et golfcenter - i samarbejde
med Dyne-Larsen.
Sæt billeder på
Jens Jonathan Steen fra tænketanken CEVEA satte perspektiv
på folkeoplysningens udfordringer ved at trække paralleller til de
politiske partier. Han refererede både til lingvistiske forskning
og hjerneforskning og argumenterede for, at både politik og
folkeoplysning må appellere til følelser, hvis de skal have
succes.
"Mennesket forstår informationer og ideer ved at omsætte ordene til
billeder. Derfor skal folkeoplysningen også skabe positive billeder
i hovedet på folk," sagde han.
Erhvervslivet som inspiration
Fredag morgen introducerede Trine Schaldemose for alvor
forretnings-terminologien. Trine Schaldemose er chefkonsulent i
Center for Socialøkonomi, og hun opfordrede kraftigt folkeoplyserne
til at lade sig inspirere af de socialøkonomiske virksomheder -
måske endda etablere dem.
Ved hjælp af en række eksempler definerede hun socialøkonomiske
virksomheder således:
• De arbejder efter et socialt, sundheds- eller miljømæssigt
formål
• De tjener også penge på forretningsaktiviteter
• Overskuddet geninvesteres i formålet
• De er organisatorisk uafhængig af den offentlige
sektor
Umiddelbart mente flere deltagere, at så må højskoler og
aftenskoler være socialøkonomiske virksomheder. Men Trine
Schaldemose lagde stor vægt på, at socialøkonomiske virksomheder
lærer at tale erhvervslivets sprog, samtidig med at de fastholder
deres værdier.
"Det giver både stærkere produktudvikling og bedre muligheder for
partnerskaber med det lokale erhvervsliv," sagde hun.
Behov for fysisk samvær
Som sidste ekspert fokuserede Christian Have på markedsføring og
kommunikation. Han præsenterede forsamlingen for en praktisk
checkliste, der kan bruges til at sikre, at et arrangement har en
chance for at blive en succes.
Men samtidig understregede han, at ingen kommunikationsplan kan
lykkedes, hvis ikke man først ved, hvad formålet, visionen og
missionen er.
På linje med Christine Ditlevsen forklarede han, hvordan mennesker
bruger mere og mere tid på elektroniske medier og mindre og mindre
tid på fysisk samvær. Det er her, at Christian Have mener, at
folkeoplysningen har en chance og et ansvar:
"Der vil vise sig et behov for mere substans og mindre overflade,
og ikke mindst vil der være behov for fysisk samvær. Det er her, I
kan gøre en forskel og skabe en ny fortælling om folkeoplysningen.
Måske er det her, I kan genfinde begejstringen," lød hans
optimistiske budskab.
Afslutningsvis fortalte Per Paludan Hansen, hvordan DFS vil lade sig inspirere af tænketankens arbejde og af konferencens oplægsholdere, og hvordan DFS vil bidrage til og støtte medlemsorganisationernes arbejde med at udvikle produkter, organisering og markedsføring - både med strømmen og mod strømmen.
Diskussionerne fortsatte også uden for i fritiden
Mere om Tænketanken og scenarierne
Christine
Lind Ditlevsens slides (ppt)
Kristian
Hald Jensens slides (ppt)
Hans Grishauge
Trine Schaldemoses slides (ppt)