Håbet om at fjerne eller begrænse nedskæringerne på efterskoler, produktionsskoler og højskoler lever endnu. Alle tre skoleformer iværksætter kampagner, der skal vise, hvorfor Danmark har brug for de.
"Uanset hvordan man vender og drejer det, er efterskolerne
vigtige for Danmarks fremtid," står der i disse dage i
dagbladsannoncer fra Efterskoleforeningen.
Annoncerne henviser til, at der er væsentligt mindre frafald på
ungdomsuddannelserne blandt dem, som har været på efterskole.
Samtidig dokumenterer tal fra Danmarks Statistik, at tidligere
efterskoleelever gennemfører deres videregående uddannelser
hurtigere end andre.
En investering
Tre andre annoncer indgår i Efterskoleforeningens kampagne.
Annoncerne viser grafisk, at efterskolerne bryder negativ social
arv, at skolerne er med til at få flere til at tage en
ungdomsuddannelse, at efterskolerne er med til at få flere i
udkantsområder til at tage en ungdomsuddannelse og at efterskolerne
hjælper tosprogede med at integrere sig.
Efterskoleforeningen ønsker at få politisk opmærksomhed på, at de
penge, der bruges på skoleformen ikke blot er en udgift, men
faktisk i højere grad en investering i unge og i Danmarks
fremtid.
Et angreb på de svageste
Også Produktionsskoleforeningen protesterer mod nedskæringer på
skoleydelsen samt regeringens ønsker om at indskrænke målgruppen.
Foreningen arbejder på at engagere medarbejdere, forstandere og
bestyrelsesmedlemmer i en aktion for skoleformen:
"Derfor opfordrer vi jer til at deltage i en bred offensiv mod det,
som vi ser som et politisk angreb på nogle af de svageste i
samfundet - nemlig de unge der har brug for et ophold på en
produktionsskole," skriver foreningen i et nyhedsbrev.Selv om
højskoleforeningen fik rokeret om på nogle af nedskæringerne, inden
regeringen fremlagde sit finanslovsforslag, har man ikke opgivet at
få begrænset besparelserne. Bl.a. iværksætter foreningen en
annoncekampagne i begyndelsen af oktober.