"Vi er glade for, at de politiske partier har indgået et forlig om spillelovgivningen. Men det forudsætter, at staten nu og fremover griber ind over for udenlandske firmaer, der opererer ulovligt på det danske marked,” udtaler formanden for Dansk Folkeoplysnings Samråd, Per Paludan Hansen.
Lige som en række andre almennyttige organisationer er
folkeoplysningen i de kommende år sikret den økonomiske støtte, de
hidtil har modtaget i form af overskud fra tips- og lottomidlerne.
Med en kommende lov skal tilskuddet finansieres alene af
overskuddet på lotto- og andre tal-spil, som staten fastholder sit
monopol på. Det fremgår af en aftale mellem alle Folketingets
partier undtagen Enhedslisten.
"Danske Spils overskud har været faldende. Derfor var en ny
lovgivning nødvendig, og derfor er vi også tilfredse med, at
regeringen garanterer, at det samlede tilskud i 2012 vil ligge på
samme niveau som tilskuddet i 2008," siger Per Paludan Hansen.
Liberaliseret og monopol
Grundideen i aftalen er en opdeling af spillemarkedet i to:
• Spil, der kræver "kompetence": Væddemål (f.eks.
fodboldtips), online kasinospil, online pokerspil o.l. Dette område
liberaliseres, men spiludbyderne skal have licens og betale en
afgift til staten på 20 %.
• Tilfældighedsspil: Lotto, skrabespil o.l. Her bevarer Danske
Spil sit monopol.
Tilfredse modtagere
En del af overskuddet fra Danske Spils monopol samt fra
Klasselotteriet vil blive udloddet til almennyttige foreninger,
herunder folkeoplysningen, som erstatning for de hidtidige tips- og
lottomidler.
Hvordan dette udlodningsbeløb beregnes, har været genstand for
forhandlinger mellem regeringen og modtagerorganisationerne, som
finder resultatet tilfredsstillende.
"Vi har haft en konstruktiv dialog med regeringen, og vi mener, at
den nye aftale giver ro og skaber sikkerhed for fremtiden," siger
formanden for Danske Handicaporganisationer, Stig Langvad.
Retssager mod lovbrydere
"Men de nye regler er kun noget værd, hvis lovgivningen bliver
håndhævet," tilføjer Per Paludan Hansen.
Han henviser til, at udenlandske firmaer i flere år har overtrådt
Dansk Spils monopol i stor stil - uden at de er blevet
retsforfulgt.
"Det er nødvendigt, at der her og nu bliver rejst sag mod de
firmaer, der har overtrådt loven. Ellers vil de have endnu et år
til at skubbe Danske Spil ud af markedet - og dermed reelt stjæle
penge fra det almennyttige arbejde i Danmark.
Retsforfølgelse vil også være et vigtigt signal om, at det fremover
ikke vil være muligt at omgå Danske Spils monopol på lotto- og
talspil," fastslår Per Paludan Hansen.