Vi var lidt for hurtigt ude, da vi den 26. januar offentliggjorde en artikel om en rapport om folkeoplysning i de nordiske lande. På det tidspunkt havde Undervisningsministeriet endnu ikke godkendt den til offentliggørelse. Det er den nu.
Den oprindelige artikel:
Folkeoplysningen har stærke fælles rødder i de nordiske lande. Men både hvad angår indhold, organisering og finansiering er der i dag store forskelle. En rapport om ligheder og forskelle skal inspirere arbejdet i det nationale folkeoplysningsudvalg.
"Folkeoplysningen i de nordiske lande byder på en rig variation
af organisatoriske,
lovgivningsmæssige og økonomiske rammer. Systemerne og den
forvaltningsmæssige praksis for folkeoplysningen er vidt forskellig
fra land til land, og på mange måder skiller Danmark sig ud fra de
andre nordiske lande."
Sådan indledes en 50 siders rapport om folkeoplysning i de
nordiske lande, som DFS har udarbejdet for regeringens
folkeoplysningsudvalg.
Blandt forskellene, der opsummeres i indledningen, er:
• Begrebet kultur fylder betydeligt mere i Sverige, Norge og
Finland end i Danmark.
• I Sverige har folkeoplysningen større politisk og
organisatorisk autonomi.
• I de øvrige tre nordiske lande er staten betydeligt mere
involveret i folkeoplysningen end iDanmark.
• Studiekredsen er imidlertid betydeligt mere udbredt som
tilrettelæggelsesform i de andre nordiske lande end i Danmark
• I Norge og Finland udbyder henholdsvis studieforbundene og
studiecentralerne både formel og ikke-formel undervisning, hvis de
er i stand til det, og fylkerne/amterne og kommunerne ønsker
det.
• Folkeoplysningen i Danmark er i al overvejende grad
finansieret og reguleret kommunalt. I de øvrige nordiske lande er
folkeoplysningen først og fremmest finansieret direkte af
staten.
• I Danmark og Norge er folkeoplysningens adgang til gratis
lokaler lovsikret. Det er den derimod ikke i Sverige og Finland.
Der ejer man til gengæld i højere grad de lokaler, man bruger i det
folkeoplysende arbejde.
• Der eksisterer et tættere og mere målrettet samarbejde
mellem offentlige myndigheder og folkeoplysningen i de tre øvrige
nordiske lande end i Danmark.
• Hvad angår statistik på det folkeoplysende område halter
Danmark bagefter de andre nordiske lande.