”Anbefalingerne flugter med regeringens målsætninger,” siger undervisningsminister Tina Nedergaard. Også DGI, DIF og KL er tilfredse med rapporten fra regeringens folkeoplysningsudvalg, men DUF er bekymret over lokalestøtten.
Fredag før efterårsferien offentliggjorde regeringens
folkeoplysningsudvalget sin rapport med 38 anbefalinger. Frem til
februar 2011 skal regeringen nu omsætte anbefalingerne til en ny
folkeoplysningslov.
Allerede samme dag udtalte DFS' formand, Per Paludan Hansen: "Når
udvalgets anbefalinger er blevet til lov, vil folkeoplysningen
kunne gå fremtiden i møde med fuld fortrøstning."
Også en række af de øvrige involverede har de rosende ord fremme,
men DUF's næstformand, Rune Siglev siger:
"Hvis bundgrænsen for lokaletilskud afskaffes, så vil nogle
kommuner skære dybt i støtten til foreningslivet. Resultatet bliver
ringere fritidsaktiviteter, og i værste fald må nogle foreninger
lukke.
Fra udvalgets formand lyder det advarende ord til kommunerne:
"Støtten og partnerskaberne skal foregå på de frivillige
organisationers præmisser. Ellers mister de lysten til det."
Vi bringer her uddrag af udtalelserne.
Tina Nedergaard, undervisningsminister
"Folkeoplysningsudvalgets anbefalinger er spændende og flugter fint
med flere af regeringens centrale målsætninger. Det gælder blandt
andet afbureaukratisering og mere kommunal frihed til at prioritere
offentlige midler, øget inddragelse af frivillige kræfter i socialt
arbejde samt digitalisering og opsamling af viden og evidens.
Jeg ser frem til det fortsatte arbejde med at udbygge danskernes
bevidsthed om, hvad det indebærer at være borger i et
demokrati."
Birgitte Nielsen, DGI's næstformand
"Under udvalgsarbejdet har der været en stor anerkendelse af det
folkeoplysende arbejde, der foregår i DGI's medlemsforeninger,"
fremhæver Birgitte Nielsen.
Et af forslagene i udvalgets rapport går på, at alle landets
kommuner forpligtes til at udarbejde en kommunal
folkeoplysningspolitik.
"Det betyder politisk fokusering, når der skal udarbejdes en
politik på området, og det er vigtigt, at der kommer kommunal
opmærksomhed på folkeoplysningens betydning for den enkelte borger,
siger Birgitte Nielsen."
I en kommunal folkeoplysningspolitik skal kommunerne bl.a. sikre,
at der er ordentlige faciliteter, og at det er økonomisk muligt at
drive en forening.
"Hvis kommunerne gør sig umage med at lave en
folkeoplysningspolitik, så kan det blive en katalysator for en
udvikling, der fremtidssikrer foreningerne" siger Birgitte
Nielsen.
Malene Carmel, KL-repræsentant i
folkeoplysningsudvalget
"Vi er meget tilfredse med rapporten. Den lægger klart op til, at
kommunerne får bedre muligheder for sammen med brugerne at finde
gode lokale løsninger. Altså fra en folkeoplysningslov med mange
detailbestemmelser til en lovgivning med mere frie rammer.
Vi ser et stort potentiale i partnerskaber og andre former for
samarbejde med foreninger og aftenskoler om løsningen af konkrete
opgaver, fx på sundheds- eller integrationsområdet, og det er meget
tilfredsstillende, at rapporten nu lægger op til bedre muligheder
her."
Søren Gøtzsche, DIF's repræsentant i
folkeoplysningsudvalget
"Vi håber på en positiv dialog, og vi har selvfølgelig nogle meget
konkrete forslag til forbedringer af loven," siger DIF-konsulent
Søren Gøtzsche
Især satser man på i Danmarks Idræts-Forbund, at det kommende
lovforslag på området vil betyde en fjernelse af den såkaldte
voksendiskriminationsbestemmelse, der i princippet betyder, at det
langt bedre kan betale sig for idrætsforeninger at have unge
medlemmer frem for ældre medlemmer i klubberne.
"Foreningerne bør som udgangspunkt ikke længere risikere at blive
straffet økonomisk for at lave aktiviteter for voksne
medlemmer."
Rune Siglev, DUF-repræsentant i
folkeoplysningsudvalget
"Hvis bundgrænsen for lokaletilskud afskaffes, så vil nogle
kommuner skære dybt i støtten til foreningslivet. Resultetet bliver
ringere fritidsaktiviteter, og i værste fald må nogle foreninger
lukke. Dermed vil kommunerne miste billige og udviklende
fritidstilbud, advarer DUFs næstformand, Rune Siglev.
"Erfaringerne viser desværre, at kommunerne allerede i dag skærer
ned på blandt andet lokaltilskuddene. Derfor ønsker vi en bevarelse
af de nuværende regler for tilskud til lokaler, så foreningerne
ikke udsultes, når kommunen har en dårlig økonomi."
"En del kommuner forsømmer foreningslivet. De seneste år har
kommunerne skåret i foreningsstøtten år efter år. Hvis udviklingen
fortsætter, kan vi vinke farvel til det brede og levende
foreningsliv, vi har i dag," siger Rune Siglev. Han håber, at
Folketinget vil sikre det brede foreningsliv ved at bevare de
nuværende tilskudsregler.
Jens Stenbæk, formand for regeringens
folkeoplysningsudvalg
"Kommunerne og frivillige organisationer skal kunne indgå nogle
partnerskaber, hvor kommunerne går ind og støtter de frivillige
kræfter, som eksempelvis spejderforeninger, der styrker
integrationen mellem nyog gammeldanskere," siger Jens
Stenbæk.
Udspillet lægger omvendt op til, at kommunerne skal tvinges til at
lave en decideret folkeoplysningspolitik, der kan styrke
foreninger, ungdomsorganisationer samt højskoler, dag -og
aftenskoler. Noget, som ifølge Jens Stenbæk skal sikre, at
kommunerne prioriterer folkeoplysningsområdet , der i de senere år
har tabt terræn til Voksen Uddannelsescentrene ( VUC) på hele
uddannelsesområdet, mens bibliotekerne i stigende grad har
overtaget foredrags-og debat-aktiviteterne.
"Folkeoplysningens samfundsmæssige værdi bliver i stigende grad
overset. Og med det her udspil sikrer vi, at kommunerne bliver
opmærksomme på de mange gode kræfter ude i civilsamfundet."
Jens Stenbæk frygter ikke, at spareivrige kommuner vil bruge
oplægget til at vælte kommunale opgaver over på frivillige
foreninger eller skære i tilskuddene.
"Nej. Vi konkluderer, at støtten og partnerskaberne skal foregå på
de frivillige organisationers præmisser. Ellers mister de lysten
til det."