Den danske uddannelsespolitik er irrationel – fordi den ikke tager højde for det irrationelle. Allerede for 200 år siden forstod Grundtvig, at mennesket lærer bedst, hvis det er følelsesmæssigt engageret. I dag er det glemt, lød det fra Knud Illeris i hans afskedsreplik på DPU.
Det kan godt være, at fanden gik i kloster, da han blev gammel.
Men professor Knud Illeris tog ikke fløjshandskerne på, da holdt en
af hovedtalerne på det afskedsseminar, Danmarks Pædagogiske
Universitetsskole afholdt for ham den 19. marts.
Knud Illeris byggede sit foredrag op omkring seks vigtige
udtalelser, der alle sagde noget vigtigt om den menneskelige
lærings natur. Seks store navne, seks centrale citater.
Først af alle kom folkeoplysningens fader, N.F.S. Grundtvig, som
blev citeret for denne erklæring: "Den har aldrig levet, som klog
på det er blevet, han først ej havde kær."
De fem andre store læremestre var Karl Marx, Sigmund Freud, Jean
Piaget, Jean Lave og Antonio Damasio. Deres bidrag til vores viden
om, hvordan læring fungerer, opsummerede Illeris således:
· Aktiv
motivation er nødvendig for betydningsfuld læring
(Grundtvig 1834)
·
Menneskelig udvikling og læring afspejler
samfundsforholdene (Marx 1848)
· Vi udvikler et
forsvar mod psykiske belastninger (Freud 1895)
· Der
eksisterer to fundamentalt forskellige måder at lære på
(Piaget 1936)
· Al
læring er gennemsyret af social praksis, hvoraf den bliver
frembragt (Lave 1991)
· Følelser er altid en
integreret del af rationalitet (Damasio
1994)
Men al denne viden bliver ikke brugt til noget i dagens
uddannelsespolitik, var Knud Illeris konklusion. Kun til dels Karl
Marx' bidrag kan indgå i den officielle uddannelsestænkning.
Til gengæld er forståelse for, hvor stor betydning følelser har
for læringen, stort set fraværende. Og det betyder ifølge Illeris,
at de formelle uddannelser og ikke mindst forsøgene på at motivere
de dårligst uddannede til at læring bliver ineffektive.
At anvende samfundets midler på en ineffektiv måde er ikke
rationelt. Deraf konklusionen, at uddannelsespolitikken er
irrationel, fordi den ikke tager højde for det irrationelle. På
seminaret var der også taler af professor Yrjö Engeström, Helsinki,
og professor Karen Evans, London. Desuden var der korte indlæg
Stefan Hermann, Noemi Katznelson & Hans Henrik Knoop.