Forbrugeroplysning på plastickort

Et plastickort på størrelse med dankortet er et af de centrale redskaber, når det nordirske forbrugerråd skal oplyse forbrugerne om deres rettigheder og pligter. Det fortæller Carol Edwards, hvis organisation målretter en stor del af sit arbejde mod unge, fattige og indvandrere.

Af Michael Voss

Hvor meget kan der stå på 8,5 gange 5,5 centimeter? Ikke så lidt. I hvert fald kan nordirerne på for- og bagsiden af et gult plastickort læse deres vigtigste rettigheder - og deres pligter. Samt ikke mindst en web-adresse og et telefonnummer, hvor de kan hente yderligere oplysninger.

"Vores lille gule kort kan ligge i pungen eller tegnebogen og er lige til at få fat i. Vi har kogt det ned til de vigtigste informationer - og så kan forbrugeren undersøge mere på hjemmesiden eller ved at ringe til os," . Carol Edwards er leder af uddannelsesafdelingen i det nordirske forbrugerråd, Consumer Council for Northern Ireland. Den 21. april deltog hun i konferencen om bæredygtig forbrugerlæring i København. Forbrugerrådet distribuerer de gule kort i skoler, ungdomsklubber, rådgivningscentre, biblioteker og i detailhandlen, både supermarkeder og små butikker.

Succes
Det nordirske forbrugerråd har lige gjort status over resultaterne af fire års arbejde med at øge borgernes viden, bevidsthed og selvtillid som forbrugere. Carol Edwards refererer to af de yderst positive resultater: • 50 procent flere opfatter sig selv som meget eller nogenlunde velinformerede om deres rettigheder (fra 41 % i 2003 til 63 % i 2007) • Over dobbelt så mange forbrugere føler sig sikre nok til at bruge deres rettigheder (fra 37 % i 2003 til 73 % i 2007)"En stor del af vores arbejde går gennem lokale grupper og foreninger. Det kan være kvindegrupper, kirkegrupper eller ungdomsklubber. De spiller en meget stor rolle i det nordirske samfund," fortæller Carol Edwards, som understreger, at Forbrugerrådets uddannelsesindsats lige fra begyndelsen for 20 år siden har rettet sig mod både det katolske og det protestantiske samfund, og at de er accepterede begge steder. "Det er meget populært at organisere quizzer på pubber eller i de lokale grupper. Derfor har vi lavet en forbrugerquiz med tilhørende vejledning, så de lokale selv kan lede quizzen. Vi kan også levere små merchandise-produkter, som kan bruges som gevinster."

Særlige målgrupper
"Det fremgik også af undersøgelsen, at nogle grupper i samfundet ikke er helt så kompetente forbrugere som gennemsnittet. Det drejer sig bl.a. om de unge, pensionisterne, de lave indkomstgrupper, folk på landet og indvandrerne," siger Carol Edwards. "Derfor forsøger vi med målrettede initiativer i forhold til dem. De allerfattigste har ofte særlig brug for det. De ved ikke ret meget, de er bange for holde på deres ret, og når de søger råd, er det ofte hos venner og familie, som heller ikke ved noget. Denne gruppe er svær at nå direkte. Derfor gør vi meget for at uddanne socialarbejdere, hjemmehjælpere og andre til at kunne videreformidle forbrugeroplysning." Forbrugerrådet forsøger også at få temaet ind i FVU-lignende kurser. "Det handler ikke om at få et ekstra fag på skemaet. Det erkendte vi allerede for mange år siden, da vi arbejdede med at få forbrugerundervisning ind folkeskolen. Lærerne bliver i forvejen bombarderet med nye emner, de skal tage op. Så vi prøver at vinde lærernes hjerter ved at levere ideer og materialer, som kan bruges i de fag, de alligevel skal undervise i. Vi forsøger at gøre tilværelsen lettere for lærerne, ikke mere besværlig," siger Carol Edwards. På konferencen viste hun en videofilm, der i et rapt tempo gennemspillede nogle typiske butikssituationer, hvor unge mennesker risikerer at blive snydt.

Bankkonto til indvandrere
"Ud over de traditionelle problemer med at lære deres forbrugerrettigheder har indvandrerne også sprogproblemet. Vi har mange midlertidige arbejdere fra f.eks. Polen, Portugal og Litauen. Derfor har Forbrugerrådet oversat en del af vores materialer til disse sprog. Jeg er netop på vej hjem for at gennemføre fokusgruppeinterviews med nogle fra disse grupper for at identificere deres særlige behov," fortæller Carol Edwards, som dog allerede har et særligt indvandrer-projekt i gang. "Det er et særligt problem, at bankerne ikke vil give dem konto og kreditkort. Vi har eksempler på, at de betaler for at låne andres konto og kreditkort - f.eks. når de skal sende penge hjem. Det har vi taget op, og de første banker er begyndt at kunne se fordelene ved også at have disse mennesker som deres kunder."

Godt for butikkerne
I det hele taget har det nordirske forbrugerråd gode erfaringer med at få butiksbranchen med i et samarbejde. "I begyndelsen var de tøvende. Men forholdsvis hurtigt fik vi de fem største supermarkedskæder med i et samarbejde - og IKEA. F.eks. har de vores gule kort stående ved kasserne. De kan se, at forbrugerlæring kan hæve deres servicestandard, og hvis kunderne er tilfredse kommer de igen. Tallet 200 pund (ca. 2.000 d.kr.) bruger vi meget i vores materialer. Det er, hvad en gennemsnitsforbruger kan spare på et år ved at kende sine rettigheder. Umiddelbart kunne butiksejerne tænke, at så mister de 200 pund om året, men vi forklarer, at kunderne bruger de sparede penge til andre indkøb, og på den måde ender de tilbage i detailhandlen," fortæller Carol Edwards.

Efter urolighederne
I det hele taget synes hun, at der er rigtig gode arbejdsbetingelser for Forbrugerrådets arbejde: "Der er mange forbrugerhistorier i medierne. Jeg tror, at de søger nye temaer, efter at urolighederne ikke fylder så meget mere. Lidt af samme grund er politikerne meget interesserede i forbrugerspørgsmål og i at finansiere Forbrugerrådets arbejde. Hele deres politikererfaring er bundet op på konflikterne og fredsforhandlingerne. Derfor har de brug for sådan nogen som os, når de skal håndtere de mere traditionelle civile problemstillinger," siger Carol Edwards.