Mange unge ser kravet om livslang læring og uddannelse som en trussel. De har brug for at finde og anvende deres egen lyst til at lære. På et temaområde på DFS’ hjemmeside præsenteres de folkeoplysende skoleformers indsats på området.
Unge, der er faldet ud af uddannelsessystemet, har brug for tilbud, som tager udgangspunkt i den enkeltes kompetencer, kvaliteter og følelser. Højskoler og daghøjskoler, aftenskoler og husholdningsskoler, ungdomsskoler, efterskoler og produktionsskoler har altid baseret sig på frivillighed og på den enkeltes egne interesser. Derfor har de folkeoplysende skoler særlig gode forudsætninger for at bygge bro til de formelle uddannelser.
På de nye temasider fortæller Morten, Casper, Heidi og Qaess -
og deres lærere - hvordan de kom videre.
• "Jeg var tabt på gulvet, men jeg fik en chance for at blive
til noget her i livet," siger Heidi.
• Qaiess' forældre kunne ikke helt forstå, hvorfor det med
uddannelse er vigtigt. Men det problem tog Haderslev Ungdomsskole
også fat på.
• "Jeg har fået styr på nogle ungdomsproblemer, som kommer af
mit handicap," fortæller Casper.
• Mortens tilværelse var gået i tomgang med for meget hash og
for lidt aktivitet. En EGU-uddannelse med indbygget højskole-ophold
skabte et nødvendigt brud.
Baggrunden for temasiderne er en omfattende rapport,
"Folkeoplysningens indsats over for de uddannelsessvage unge", hvor
de folkeoplysende skoler beskriver, hvilke kvaliteter de har til
fælles, hvad de kan hver for sig, og på hvilke områder der er brug
for bedre rammer.
Også andre fælles initiativer er beskrevet på temaet.