Anerkendelse af realkompetencer er lavt prioriteret i mange uddannelsesinstitutioner, fordi aktiviteten ikke er rentabel, viser en ny stor undersøgelse. Men den voksende ledighed har øget interessen for at få sine realkompetencer vurderet.
Siden 2007 har det været muligt at få anerkendt, det man tidligere har lært uden for det formelle uddannelsessystem. Det kan ske ved en realkompetencevurdering.
Vurderingerne bliver foretaget rundt om i landet på de uddannelsesinstitutioner, der udbyder voksen- og efteruddannelse. Hvis man får anerkendt sine kompetencer får man enten realkompetencebeviser eller andre adgangsbeviser, der er gyldige over hele landet.
En ny stor undersøgelse fra Nationalt Center for Kompetenceudvikling (NCK) konkluderer, at realkompetencevurdering foregår med varieret omfang, forskellig praksis og med svingende kvalitet fra institution til institution og fra uddannelsesområde til uddannelsesområde.
Undersøgelsen peger på en række barrierer, der bremser uddannelsesinstitutionerne i at gennemføre realkompetencevurderinger:
• Aktiviteten er ikke rentabel for uddannelsesinstitutionerne
• Befolkningens kendskab er yderst begrænset
• Usikkerhed i opgaveløsningen
• Manglende viden og kompetencer hos medarbejderne
• Manglende ressourcer til udvikling og kvalitetssikring af opgaven
• De efterfølgende individuelle uddannelsesplaner er svære at tilrettelægge
• Holdningsmæssig modstand blandt medarbejderne i uddannelsesinstitutionerne
Undersøgelsen viser også at motivationen for en realkompetencevurdering er forbundet med ønsket om tilknytning til arbejdsmarkedet, og den voksende ledighed har øget interessen for anerkendelse af realkompetencer.