Forbrugerne har stor magt, hvis de bruger den. Men det kræver viden, kompetencer og refleksion. Derfor skal vi lære at være forbrugere, og det kan bl.a. ske i butikken. Det var nogle af temaerne på konferencen ”Bæredygtig forbrugerlæring”.
Forbrug, forbrugerindflydelse og forbrugerlæring handler om et
bredt spekter af emner. Det var ingen af deltagerne i konferencen
"Bæredygtig forbrugerlæring" i tvivl om efter at have hørt en
stribe oplæg. I den ene ende af skalaen fortalte fortalte Carol
Edwards fra Nordirland om, hvordan forbrugerrådet der gør
forbrugerne i stand til at forstå deres rettigheder og pligter - at
anvende dem. "Det kan spare en gennemsnits-forbruger 200 pund om
året," sagde hun bl.a. I den anden ende af skalaen talte Victoria
Thoresen om, hvordan man kan kvalificere forbrugeren til at handle
bæredygtigt. "Vi skal være forbrugere og medmennesker på én gang,"
sagde hun.
Konferencen, der fandt sted den 21. april i København, var
arrangeret af et nordisk netværk, som består af DFS, Liberalt
Oplysningsforbund, Esbjerg Højskole, det norske COOP og det norske
VOFO (søsterorganisation til DFS).
Brug forbrugermagt konstruktivt
I sin indledning forklarede Christine Sestoft fra DFS,
hvad forbrugerlæring er: "Det er at forstå, hvad det indebærer af
forskellige rettigheder og pligter at være forbruger i dag. Det er
også at blive i stand til tage vores forbrugermagt alvorligt og
bruge den konstruktivt som medborgere i demokratiet. Og det er at
gennemskue de sundhedsmæssige, sociale, politiske og ikke mindst
økologiske konsekvenser af vores forbrugeradfærd. Alt sammen er det
noget, vi skal lære," sagde hun.
Brug butikken
Ud over Carol Edwards og Victoria Thoresen talte også
forstander Mads P. Sørensen fra Esbjerg Højskole. Han forklarede om
de udfordringer, som globaliseringen stiller forbrugeren overfor,
og etablerede dermed det overordnede grundlag for konferencen. Odd
Rune Andersen fortalte om COOP - den norske kooperative butikskæde
- overvejelser. Via sine medlemmer og sine butiksråd har COOP et
stærkt netværk og tæt kontakt til forbrugerne. "Forbrugerne ønsker
i høj grad at kunne købe bæredygtigt i vores butikker. De vil gerne
lære at træffe de rigtige valg, men samtidig forventer de, at
butikken har taget et ansvar for, at varerne er forsvarlige," sagde
han.
Mere end information
"På denne konference fik vi for første gang samlet
folkeoplysning, detailhandel og myndigheder for at diskutere
forbrugerlæring," siger Christine Sestoft i en foreløbig status.
Til stede var både folkeoplysere, repræsentanter for COOP i Danmark
og Norge, en repræsentant for Dansk Erhverv samt
Forbrugerstyrelsen. "Der var bred forståelse for, at konkret
information ikke er nok. Alle var enige om, at der er brug for
forbrugerlæring, så forbrugerne selv kan manøvrere i forhold til de
komplicerede problemstillinger og selv træffe deres valg,"
fortæller Christine Sestoft og tilføjer: "I England og en række
engelsksprogede land har man været i gang længe. På denne
konference fik vi taget hul på diskussionen om, hvordan vi konkret
udvikler forbrugerlæring - og hvor vi gør det, f.eks. i butikken."
De norske deltagere fik de første aftaler på plads og er dermed
allerede i gang med at bruge konferencens diskussioner i praksis.
Det samme vil snart ske i Danmark. Samtidig afventer netværket svar
på en ansøgning til Nordisk Ministerråd om finansiering af et
fællesnordisk projekt om at anvende studiecirkler til
forbrugerlæring.
Power Point
Præsentationer på konferencen
(pdf-filer):
Christine Sestoft: Velkomst og
introduktion
Mads P. Sørensen: Samfundet, forbrugerismen og
folkeoplysningen
Odd Rune Anersen: Hvad kan butikken gøre - og hvad
gør den?
Victoria Thoresen: Eksempler på
forbrugerlærings-metoder
Carol Edwards: Nye metoder og læringsrum i
forbrugeroplysningen
Idekatalog fra konferencens
workshops