Siden kommunalreformen i 2007 har Voksenuddannelsescentrene (VUC) på samme tid været lokal myndighed for FVU og OBU og udbyder af disse kurser. Det har skabt problemer for andre udbydere, primært folkeoplysende skoler, som har skullet forhandle driftsoverenskomst med deres konkurrent, VUC.
Bedre for brugerne
Pr. 1. januar 2017 gælder en ny bekendtgørelse for området, som de folkeoplysende aktører hilser velkommen:
Det er forventningen, at de nye bestemmelser fremover vil styrke mangfoldigheden af tilbud med hensyn til udbydere, kontekst, tilrettelæggelse mv., således at borgere i målgruppen for FVU eller OBU i højere grad end i dag kan få det bedst mulige tilbud i forhold til deres individuelle behov.
Ret til driftsoverenskomst
De folkeoplysende organisationer er især positive over for disse nye regler:
• At folkeoplysende skoler og andre har ret til driftsoverenskomst ved en minimumsaktivitet på hhv. 5 og 2 årselever, og at VUC fortsat kan vælge at indgå driftsoverenskomst ved lavere aktivitet.
• at driftsoverenskomstparterne har fået adgang til at etablere sig mere frit inden for udbudsområdet, herunder at der er indført standarddriftsoverenskomster, der begrænser lokale VUC’ers muligheder for at pålægge driftsoverenskomstparterne betalinger eller usaglige vilkår for aktiviteten.
• At VUC nu er forpligtet til at afregne betaling til driftsoverenskomstparterne, herunder forskudsvis betaling, inden for en måned efter udbetalingen fra ministeret og kommuner.
• At der er indført klageadgang til STUK over VUC’s afgørelser i forbindelse med indgåelse og opsigelse af driftsoverenskomst.
Stadig ulige konkurrence
De folkeoplysende organisationer anser det stadig for problematisk, at VUC’erne både er udbyder og myndighed for andre udbydere på området, ligesom der ikke er lige økonomiske forhold for VUC’ere og driftsoverenskomstparter.
Stadig bureaukratisk cirkus
Ledige deltager i stort tal i FVU hos oplysningsforbund og daghøjskoler. Det udløser imidlertid et bureaukratisk cirkus, der lægger beslag på store administrative ressourcer. Det er Jobcenteret, der skal betale for FVU-undervisningen for ledige – og ikke undervisningsministeriet, sådan som det er tilfældet for alle andre. Det fremgår af den såkaldte betalingslov.
Men skolen, der leverer undervisningen, må ikke sende regningen direkte til Jobcenteret. I stedet skal skolen sende den til VUC, som så skal sende den videre til Jobcenteret – hvorefter betalingen skal gå den samme vej tilbage.