Alt det du kan blive klogere af

Alt det du kan blive klogere af

Monday, September 19, 2011

Koret sang, rokken spandt, badges blev produceret og blodtrykket blev målt. I Rønne, Slagelse og Aalborg viste skoler og foreninger, at læring er mangfoldig. Læringslørdag fungerer både i store og mindre byer.

I tre byer arrangerede folkeoplysende skoler og foreninger læringslørdag sammen med andre institutioner, der udbyder læring for unge og voksne. Aalborg og Slagelse havde valgt den 27. august, mens Rønnes borgere fik muligheden den 3. september.

Bokseringen
Aalborg gennemførte læringslørdag for anden gang. I år blev arrangementet skudt i gang med en lærings-battle, der foregik i en boksering på Nytorv.

Fire politikere  på visioner for folkeoplysningen og voksenundervisningen. At dømme efter klapsalverne vandt Ane Halsboe-Larsen fra Socialdemokraterne bl.a. på denne udtalelse: "I en tid med spareiver må vi huske på ikke at spare alt det gode væk. Det er vigtigt, at der er et sted, hvor der tages hensyn til det hele menneske, og at alle har råd til at bruge folkeoplysningen."

Efter kampen fik tilskuerne mulighed for at deltage i feminess, zumba og tai-chi.

Aalborg_maling_340
Foto: Stine Hohwü Christensen

Aalborg
Læringslørdag var arrangeret af det veletablerede lokale samråd. Med i arrangementet var: AOF, LOF, Lille Vildmose Produktionsskole, LOF, biblioteket, Fokus Folkeoplysning, Den Rytmiske, AMU-centeret og VUC.
Blandt aktiviteterne var:
• Mulighed for at lave keramik
• Sundhedskonkurrence
• Byvandringer
• Præsentation af designprodukter
• Profiltegning
• Styltegang

Kreativ, sund og musikalsk
Svaneke Vævekreds sørgede for, at rokken spandt i den første af tre tematimer, da samrådet havde indtaget Rønne Bibliotek lørdag formiddag. Mens de besøgende så på dette og andre kreative tilbud, tog de flittigt for sig af morgenmaden og frugten.

Derefter fulgte en sundhedstime og en musiktime. Men deltagerne spurgte ind til voksenlæring i hele sin bredde. "Der kom flere ældre borgere forbi og spurgte efter it-undervisning," fortæller Inge Munch, der er leder af den lokale AOF-afdeling.

"Selv om vi kunne have håbet på flere deltagere, så var der ikke tid til at snakke sammen på tværs i løbet af formiddagen. Det var der for mange henvendelser til," fortæller skoleleder Birthe Marie Riisager, FOF-Bornholm.

 

Bornholm
Læringslørdag var arrangeret af Samråd for folkeoplysende voksenundervisning på Bornholm. Med i arrangement var AOF, biblioteket, folkeuniversitetet, Bornholms musikamatørers kor, FOF, LOF, Nylars Koret og Svaneke Vævekreds.
Arrangementet blev dækket af TV2's regionale kanal, hvor formanden for kommunens folkeoplysningsudvalg, kommunalbestyrelsesmedlem Bjarne Westerdahl, blev interviewet om folkeoplysningens rolle i forhold til demokrati og aktivt medborgerskab. 
  Bornholm_rokogkor_180
Foto: Birthe Marie Riisager

Telt ved telt
Alt det, du kan blive klogere af. Det var sloganet for den første læringslørdag i Slagelse. I gaden uden for byens bibliotek havde hver skole sit telt.

Lego-robotten hos produktionshøjskolen vakte forbipasserendes interesse. Den kan eleverne programmere som en del af deres læring. Hos social- og sundhedsskolen kunne man få målt blodtrykket, mens man så på skolens tilbud.

"Der var højt humør og engagement hos de mange deltagende skoler. Det var også nødvendigt, fordi vi var kommet lidt sent i gang. Det var en præstation i sig selv, at hver enkelt organisation kunne stable noget på benene," fortæller arrangements tovholder, Hanne Liechti.

 

Slagelse_teltrække_340
Foto: Jan Ove Kristensen, www.janove.dk

Slagelse
Læringslørdag var arrangeret af det lokale samråd i samarbejde med uddannelsesinstitutioner uden for folkeoplysningen. Med i arrangementet var: Biblioteket, LOF, FOF, AOF, VUC, Slagelse produktionsskole, VEU-centeret og social- og sundhedsskolen

Blandt aktiviteterne var:
• Nuværende og tidligere elever, der fortalte, hvad de havde fået ud af at gå på produktionsskole
• Mulighed for at teste sine kompetencer og niveauer inden for forskellige fag
• It-undervisning uden brug af computer
• Mulighed for at få sine læsekundskaber testet
• Demonstration af teknikker inden for maling 

I praksis og på papir
I alle tre byer var der mange eksempler på, at skoler og foreninger i praksis demonstrerede, hvordan deres læringsaktiviteter fungerer - som når Nylars Koret sang i Rønne, når AOF i Slagelse gennemførte ordblindetest, og når eleverne på Lille Vildmose produktionsskole hjalp tilskuerne med at lave deres egne badges og male på et fællesmaleri.
Samtidig blev der naturligvis delt mange foldere og programmer ud, stillet plancher op og ikke mindst fortalt og svaret på spørgsmål.

Ude/Inde
Vejret drillede på forskellig vis de tre arrangementer. I Slagelse regnede det noget af tiden og iAalborg truede regnen, og det kunne ikke undgå at holde nogle væk fra gade og torv. Omvendt var der både valgkamp og strålende solskin den næste lørdag i Rønne. Det har uden tvivl lokket borgerne andre steder hen end indenfor på biblioteket.

Bag denne problemstilling ligger mange overvejelser hos arrangørerne. Da Samvirket i Aalborg i 2010 gennemført den første læringslørdag havde man samlet omkring halvdelen af aktiviteterne indenfor i byens nye store kulturcenter, Nordkraft. Men man var ikke helt tilfreds med fremmødet, og i år foregik de fleste aktiviteter på et af byens torve og resten i et stort butikscenter.
I Slagelse foregik arrangementet også udenfor, men lidt væk fra byens centrum ved biblioteket. Det tillægger man lidt af forklaringen på, at der kom færre end forventet forbi. Her overvejer man at rykke til en mere central placering.
Også Samrådet på Bornholm vil på et kommende evalueringsmøde diskutere, om man næste år vil rykke ud af biblioteket til et sted, hvor der i forvejen kommer mange mennesker - evt. i et telt, men ellers med en satsning på, at Bornholm lever op til sit kælenavn, solskinsøen.

Alle tre steder er man klar til at gentage læringslørdag i 2012, ikke alene fordi det er en god måde at komme ud til nye deltagere på, men også fordi arrangørerne hvert sted har lært hinanden meget bedre at kende og lagt grunden for yderlige samarbejde på forskellige felter.

Hvad er læringslørdag?

Læringslørdag er inspireret af et internationalt koncept med titlen "Adult Learners' Week", der finder sted i en række lande hvert år. I 2010 iværksatte DFS et pilotprojekt i Aalborg Kommune med navnet Læringslørdag. Det fandt sted den 2. oktober. De tre læringslørdage er fortsættelsen af dette projekt.

Det er DFS' ambition at gøre Læringslørdag til en landsdækkende begivenhed, som involverer mange forskellige organisationer, der beskæftiger sig med voksenlæring, både det formelle og ikke-formelle uddannelsessystem og foreningslivet.

DFS vil også til næste år arbejde med at udbrede ideen om læringslørdag. For at styrke de lokale samarbejder har DFS taget kontakt til en række andre paraply-organisationer inden for voksnes læring. Sammen med dem vil vi diskutere, hvordan vi kan gøre læringslørdag til et landsdækkende arrangement og undersøge mulighederne for at skaffe ekstern finansiering til arrangementet.

Rød pilArrangørerne i Slagelse har udarbejdet en detaljeret rapport om arrangementet.

Rød pilGode råd om Læringslørdag arrangementer.