Fra ofre til forbilleder

“Grænselandet har været et eksperimentarium i kulturmøde. Derfor har mindretallene i dag erfaringer, ressourcer og styrker, som resten af Danmark – ja hele Europa – kan lære af,” siger generalsekretær Knud Erik Therkelsen i dette interview om Grænseforeningens revitalisering.

Af Michael Voss

Det er ikke længere synd for det danske mindretal i Sydslesvig. I dag er de ressourcestærke.

Derfor er Grænseforeningen ikke mere en indsamlingsorganisation, men en folkeoplysende organisation.

Sådan beskriver generalsekretæren den omvæltning af den hæderkronede knap 90 år gamle forening, som er i gang i øjeblikket. "Revitalisering" insisterer Knud Erik Therkelsen på at kalde det. Set udefra kunne det ligne en revolution.

Sydslesvig er ikke Tyskland

"Jeg har selv begge dele af Grænseforeningens identitet i mig, både den oprindelige og den nye," fortæller Knud Erik Therkelsen.

"Jeg er opflasket med det nationale i Sønderjylland. Som ung kom jeg på Rønshoved Højskole, og senere blev jeg lærer samme sted.

Højskolen var højborg for den nationale tradition, som ikke mindst var defineret i modsætning til det tyske og til tyskerne. Forstanderen var Bertel Haarders far, Hans Haarder, der var en markant skikkelse i højskolebevægelsen.

Så sent som i 1983 stod en ung nybagt lærer ved siden af ham og så fra højskolen ud over Flensborg Fjord. Han vidste ikke rigtig, hvad han skulle sige til den betydningsfulde mand, men endte med et "Tænk engang, lige der ovre ligger Tyskland". Hvortil Hans Haarder svarede: "Nej, der ligger Sydslesvig!".

Det er den tradition, som Grænseforeningen er en del af, og jeg er dybt forankret i den," slår Knud Erik Therkelsen fast.

Højskoler skal være nyttige

I begyndelsen af 90'erne etablerede en række sønderjyske erhvervsfolk Højskolen Østersøen i Åbenrå.

"Her ville man forsøge at tiltrække en ny gruppe unge til højskolen, som ellers mest har appelleret til dem, der havde kurs mod skolelærerjobs og andre offentlige jobs. Østersøen skulle tiltrække unge, som så en fremtid i erhvervslivet - fra begge sider af grænsen.

Her blev de unge tyskere undervist i dansk, og de unge danskere undervist i tysk, og vi kombinerede det erhvervsforberedende med det alment dannende," fortæller Knud Erik Therkelsen, som blev højskolens første forstander.

Projektet blev mødt med stor skepsis, både blandt de lokale, som hørte til Sønderjyllands mest dansk-nationale, og i højskolebevægelsen.

De lokale var ikke begejstrede for, at vi også inviterede tyskere til højskolen. Højskolefolkene brød sig ikke om, at vi samarbejdede med erhvervslivet, men først og fremmest kunne de ikke lide, at vi ville være nyttige. Højskolerne har jo altid gjort en dyd ud af at være unyttige," siger Knud Erik Therkelsen med eftertryk og henviser samtidig til, at Grundtvig også ville have nyttige højskoler:

"Han sørgede for, at de unge bønder også lærte om landbrug på højskolerne."

Fra indadvendt til åben

"Arbejdet på den internationalt orienterede højskole var en ren omvendelse for mig," siger Knud Erik Therkelsen.

"Her levede og arbejdede danskere og tyskere sammen. I stedet for indadvendt danskhed var der her en åbenhed over for andre nationaliteter.

Selv blev jeg gang på gang rystet i mine rodfæstede holdninger, især når jeg diskuterede med de unge tyskere. Jeg syntes, de var fastlåste i deres skyldplagede rolle som 2. Verdenskrigs onde tabere. Men det gik op for mig, at jeg var lige så fastlåst i en forestilling om Danmarks helterolle og myten om vores afgørende betydning for De Allieredes sejr.

Og når jeg talte om tyske opstande mod kongen i 1800-tallet, talte de unge tyskere om frihedskamp.

Her lærte jeg - og højskoleeleverne - i mødet med de andre, og er det ikke netop det, folkeoplysningen skal," spørger Knud Erik Therkelsen retorisk.

Vores blod, vores brødre

Grænseforeningen blev stiftet i forbindelse med genforeningen i 1920. Siden da har hovedformålet været at støtte de dansksindede syd for grænsen og at oplyse om grænselandets forhold i resten af Danmark.

Der løber en sær ambivalens gennem foreningens historie, når Knud Erik Therkelsen fortæller.

"Foreningen var en del af det nationalstatslige projekt, hvor man forsøgte at skabe overensstemmelse mellem kultur, etnicitet, stat og grænser," siger han på den ene side.

På den anden side lægger han ikke skjul på, at der var en underliggende dagsorden blandt foreningernes medlemmer, der talte for, at Danmark burde gå til Ejderen, selv om det netop ville skabe en provins i Danmark med flertal af tyskere.

"Da briterne efter 2. Verdenskrig tilbød Danmark Sydslesvig, valgte foreningen ikke officielt at tage stilling - for at undgå splittelse. Men der var ingen tvivl om, at nedenunder var det den fremherskende holdning, at vi skulle sige ja tak," fortæller Knud Erik Therkelsen.

"Og det var på grundlaget af det anti-tyske, at Grænseforeningen skabte sin store fremgang efter besættelsen, hvor vi nåede op på 200.000 medlemmer. Ikke kun i grænselandet, men i hele Danmark var der en stemning af, at det var synd for danskerne, at de måtte friste tilværelsen blandt tyskere i en tysk stat. De var vores blod, vores brødre, vores familie, og de var ofre for historiens uretfærdighed."

Ikke synd for dem

Faktisk blev de dansksindede i Sydslesvig chikaneret af de tyske myndigheder i årene efter 2. Verdenskrig. Først da den danske regering brugte sin vetoret mod vesttysk medlemskab af NATO til at lægge pres på den vesttyske regering, skete der en forbedring, fortæller Knud Erik Therkelsen.

Men stadig havde det danske mindretal brug for økonomisk støtte og solidaritet. Derfor blev Grænseforeningens vigtigste aktiviteter indtil for få år siden indsamlinger - med salg af Dybbølmærket og Det Sønderjyske Lotteri.

I dag er Det Sønderjyske Lotteri nedlagt. Dybbølmærket sælges stadig.

"Ikke fordi der er brug for pengene, men fordi det er en god anledning for medlemmerne i vores lokalforeninger til at fortælle om og diskutere grænselandets situation," siger Knud Erik Therkelsen.

"I dag modtager det danske mindretal 430 mio. kr. om året fra den danske stat, og det har et bedre og bedre forhold til den slesvig-holstenske regering.

Det er ikke længere synd for de dansksindede. Derfor har indsamlingerne ikke længere mening. Skal Grænseforeningen spille en rolle i vores tid, handler det om folkeoplysning. Vi skal oplyse danskerne om grænselandets forhold, både fordi de kan lære noget af det, og fordi det er vigtigt, at statsstøtten har en folkelig opbakning," siger Knud Erik Therkelsen.

Revitalisering

"Revitalisering" kalder Knud Erik Therkelsen det, der sker i Grænseforeningen i øjeblikket. Det ligner en revolution, bortset fra at det ikke sker fra den ene dag til den anden. Faktisk har processen været i gang, siden Knud Erik Therkelsen fik jobbet som generalsekretær i 2004.

"Og de vidste, hvad de fik. Et par år inden havde jeg et provokerende indlæg på sendemandsmødet [Grænseforeningens landsmøde], og jeg blev bedt om at holde oplæg om det i hovedbestyrelsen, før jeg senere blev valgt ind i den. De vidste, at jeg stod for et paradigmeskift."

Da Finn Slumstrup for to år siden blev formand for foreningen, blev tempoet i revitaliseringen sat op.

Senest er omstillingen blevet markeret med ansættelsen af en antropolog i en midlertidig stilling, finansieret af udviklingsmidler fra DFS. Hun skal formidle viden om mindretal og deres særlige vilkår og ressourcer samt at udvikle måder, hvorpå det danske mindretals erfaringer og oplevelser kan bruges i bredere sammenhænge.

Ambassadører i kulturmøde

I et af foreningens nye projekter har man i to omgange sat fem indvandrerpiger fra København og seks piger fra det danske Duborg-gymnasium i Flensborg sammen for at diskutere identitet, danskhed og værdier.

I øjeblikket er man ved at uddanne unge dansksindede fra Sydslesvig til et ambassadørkorps, som skal rejse rundt i Danmark - især på uddannelsesinstitutioner - og fortælle om de ressourcer og muligheder, det giver at være to-kulturel og to-sproget.

"Vi får mange meldinger, om unge indvandrere, der har hørt de unge mindretalsdanskere, præsentere deres baggrund og erfaring. De tænker: Hun ligner jo mig, og hendes situation ligner min. Så er jeg måske også en ressource og ikke et problem. Selvværdet smitter."

Danmark går til Ejderen

"Det dansk-tyske grænseland har været ét stort århundreder-langt eksperiment i kulturmøde," mener Knud Erik Therkelsen.

"Og vi har gennem historien begået alle de fejl, der kan begås, inklusive at slå hinanden ihjel. Men vi har også gennemført en udvikling frem imod en fredelig sameksistens. Nu mødes vi øjenhøjde og med respekt for hinanden.

Det har ikke været nemt. Da Nazi-Tysklands hær gik over grænsen i april 1940, stod der en mand fra det tyske mindretal i Danmark og viste dem vej. Den slags sidder dybt i en hel generation."

Men mindretallene er kommet ud på den anden side, mener Knud Erik Therkelsen.

"Som Finn Slumstrup har sagt. I dag går Danmark til Ejderen… Og Tyskland går til Kongeåen. Vi har et dansk mindretal, som taler tysk til hverdag, men dansk i skoler og i foreninger. Og vi har et tysk mindretal, hvor det omvendte gør sig gældende. De har en bindestregs-identitet.

Og i et stadig mere globaliseret samfund er det en personlig ressource, og det udtrykker nogle erfaringer, som hele Danmark kan bruge nu, hvor Danmark ikke længere er etnisk defineret, men består af borgere med forskellig etnisk og religiøs baggrund," siger Knud Erik Therkelsen og tilføjer:

"I gamle dage fortalte Grænseforeningen historien på nationale præmisser. I dag skal vi ikke skrotte historien, men bruge den til at forstå en moderne virkelighed."

Accepteret

Grænseforeningen er også ved at opbygge et ungdomsnetværk, som bl.a. mødes til Roskilde Festivalen, hvor de passer en af pantboderne. Også de traditionelle lokalafdelinger skal revitaliseres.

"De kan spille en vigtig rolle i det folkeoplysende arbejde, hvis de f.eks. inviterer unge fra begge nationale mindretal til møder - og måske unge indvandrere. Det er jo netop folkeoplysningens opgave at etablere disse rum, hvor mennesker kan mødes, lære og udvikle sig, siger Knud Erik Therkelsen.

Siden Grænseforeningen i 1950 havde 200.000 medlemmer, er tallet gået uafbrudt ned ad bakke. Det har været med til at overbevise mange medlemmer om, at der var brug for nye ideer og nye arbejdsopgaver.

"Jeg har mødt mange ældre medlemmer, som helt ærligt siger: Jeg forstår ikke de nye toner i foreningen. Men det er i orden, at I forsøger. Og de bliver glade, når de kan se, at der sker noget nyt, og at unge viser interesse for det," fortæller Knud Erik Therkelsen, som da også fik fuld opbakning til revitaliseringen på det seneste sendemandsmøde.

Kan denne forandring standse medlemsflugten og skabe nyt engagement og flere medlemmer?

"Det er ikke sikkert. På den ene side er det jo generelt svært at få danskere til at melde sig ind i foreninger og lægge et kontinuerligt arbejde i dem.

På den anden side tror jeg, at vi kan appellere til et stort segment, som gerne vil forpligte sig på en ny åben danskhed. Det er en gruppe, som afviser yderfløjene i form af dels Dansk Folkeparti og dels multikulti freaks'ene. De søger en position imellem, som vi kan tilbyde."

Er opgaven løst?

Men Knud Erik Therkelsen vil ikke udstikke garantier.

"Enhver forening må engang imellem standse op og vurdere, om den har udfyldt sin mission. Er opgaven løst? Hvis svaret er ja, og ligger der ikke nye opgaver lige for, så er der ingen grund til at holde liv i en forening alene af sentimentalitet.

Det spørgsmål synes jeg også er relevant i Grænseforeningen. Men jeg tror faktisk, at vi stadig har en mission.

Det er ikke nok, at grænseområdets historie og erfaringer overlever i bøger. Det skal levendegøres og revitaliseres, så den hjælper Danmark - og for den sags skyld Europa - med at håndtere fremtidens udfordringer," siger Knud Erik Therkelsen.