Nyt europæisk netværk for dannelse og folkeoplysning

Nyt europæisk netværk for dannelse og folkeoplysning

Friday, April 17, 2020


Netværket inviterer til European Bildung Day - et to dages on-line event den 8. og 9. maj. På eventet diskuteres fremtidens folkeoplysning og sammenhængen mellem dannelse og og national identitet, og man fejrer startskuddet til EU.

Friday, April 17, 2020

Med disse ord inviterer netværket til European Bildung Day:

Et nyt europæisk netværk for dannelse og folkeoplysning er ved at blive skabt: European Bildung Network.

Den 8. og 9. maj afholder netværket 2-dags begivenheden European Bildung Day på en helt ny onlineplatform: www.europeanbildung.net. Arrangørerne har inviteret deltagere fra hele Europa, fra et bredt spektrum af folkeoplysende organisationer, kultur- og uddannelsesinstitutioner. På programmet er bl.a. fremtidens folkeoplysning, hvordan dannelse og national identitet hænger sammen, og hvordan nogle studerende ved Amsterdam Universitet skabte De Bildung Academie, fordi den officielle uddannelse ikke sagde dem nok som mennesker.

Ud over de faglige diskussioner og workshops byder European Bildung Day 2020 også på fejringen af Schuman-deklarationens 70-års-jubilæum. Det er meningen, at European Bildung Day skal være en årligt tilbagevendende begivenhed på og omkring Europadagen den 9. maj. I år er den online, i fremtiden bliver det forhåbentlig igen i en skøn, europæisk by. Dannelse skal være en Europæisk fest!

Det er kun anden gang, der afholdes European Bildung Day, første gang var i Berlin den 9. maj, 2019. Dengang deltog 70 folkeoplysere, forskere, filosoffer, aktivister og organisationsfolk fra Tyskland, Nederlandene, Frankrig, Storbritannien og Norden. I år har vi sat maksimum antal deltagere til 200; tilmeldingerne er allerede kommet ind fra Irland i vest, Ukraine i øst, Island i nord og Grækenland i syd.

Bag initiativet står tænketanken Nordic Bildung, der hører hjemme i København, og tænketanken Fortschrittszentrum i Frankfurt. Bag Nordic Bildung står bl.a. Lene Andersen, som mange blandt DFS’ medlemmer sikkert kender. Lene er bl.a. hovedforfatter til bogen The Nordic Secret – A European Story of Beauty and Freedom, som hun har skrevet sammen med svenskeren Tomas Björkman. Bogen handler om dannelsesbegrebets oprindelse og den nordiske folkeoplysnings historie, og blev for nyligt omtalt i New York Times: https://www.nytimes.com/2020/02/13/opinion/scandinavia-education.html

 

"Seminaret gav noget at tænke over og var en super inspiration!"

Hans Grishauge om European Bildung Day 2019 i Berlin.

”Jeg glæder mig til horisontudvidende oplæg og samtaler og ikke mindst muligheden for at netværke med folkeoplysere, forskere og praktikere fra hele Europa."

Joachim Juel Vædele, Vartov, om European Bildung Day 2020

Relaterede nyheder