Sæt kulturhusene på dagsordenen

Danmark. I en kommentar i dag i Altinget/Kultur efterlyser hun større politiske interesse for kulturhusene: ”Kulturministeren har foreløbig rettet sit fokus mod museerne, bibliotekerne, medierne og kulturskolerne, men igen er kulturhusene usynlige på den kulturpolitiske dagsorden.”
Med henvisning til en europæiske undersøgelse og til egne erfaringer skriver Mette Strømgaard Dalby: ”Kulturhusene giver ikke blot adgang til lokaler og teknik til koncerter, workshops, udstillinger med mere, men er i stand til på højt plan at bruge kunst og kreativitet til at engagere og involvere brugerne/borgerne. For et særkende for kulturhusene er netop stor åbenhed i forhold til bottom-up-initiativer fra mange forskellige brugere og en tæt dialog med brugergrupper.”

Kulturfællesskab for anbragte unge
I Kolding har Nikolai Kultur et socialt mødested for anbragte og tidligere anbragte unge mellem 15-30 år. Flere af de unge deltager på lige fod med andre unge i forskellige kulturtiltag. Det kan netop lade sig gøre, skriver Mette Strømgaard Dalby, ”fordi de gennem deres tilstedeværelse i huset har haft en barriere mindre at forholde sig til, når det kom til at deltage i et kulturfællesskab sammen med andre unge.
Helt essentielt her er, at kultur ikke stigmatiserer, som velmenende sociale projekter kan gøre det.”

Når mangfoldighed bliver et problem
Med henvisning til det og mange vidt forskellige eksempler konkluderer kulturhuslederen, at udfordringen for kulturhusene ikke er at italesætte husenes meningsskabende aktiviteter og eksistensberettigelse.
”Vores udfordring er snarere vores mangeartede organisering og vores manglende ’skal’-opgaver, som gør det vanskeligt for os at opnå den samme synlighed som museer, arkiver og biblioteker.”
Ifølge Mette Strømgaard står kulturhusene over for et paradoks:
”Fælles for mange kulturhuse er, at vi kæmper en brav kamp for kulturhusenes synlighed og overlevelse i en tid, hvor mange kommuner arbejder med frivillighed som en forudsætning for et moderne samfund og helt naturligt rækker ud mod civilsamfundet.
Paradoksalt er det netop dét, kulturhusene er bedst til − at give rum til frivillige og gøre det på mangfoldige måder tilpasset lokal kontekst. Og netop det er hele vores eksistensberettigelse. Vi kalder det aktiv deltagelse.”