Nyttigt – men ikke altid målbart

Trine Bendix er sekretariatsleder i Dansk Folkeoplysnings Samråd. I en kronik i Ung – Ungdomskoleforeningens blad forklarer hun, hvad der kommer ud af folkeoplysning. Vi bringer her kronikken i fuld længde.

Er folkeoplysning og fritidsundervisning virkelig værd at bruge tid og kræfter på? De unge har rigelig at gøre med at få sig en uddannelse, opbygge et CV og klare sig socialt og på sociale medier. De mere voksne skal have job, familie, videreuddannelse til at gå op med det sociale liv online og i den fysiske virkelighed.

Hvad kommer der egentlig ud af folkeoplysningen? Bringer det deltagerne i uddannelse eller arbejde, så vi kan måle væksten stige? Har det en nytteværdi eller er det bare tidsfordriv?

Den type spørgsmål bliver ungdomsskoler, aftenskoler, daghøjskoler og alle andre folkeoplysende aktiviteter stillet overfor gang på gang. Vi må blankt erkende, at effekten af den folkeoplysende undervisning ofte ikke kan måles i hverken beskæftigelses- eller vækststatistikker.

Men betyder det, at folkeoplysende undervisning ikke er nyttig? Nej, sådan hænger det ikke sammen. Formålet med den folkeoplysende undervisning er ikke kun at bringe deltagerne i beskæftigelse eller at få dem i uddannelse eller at gøre dem sundere eller få dem til at stemme til næste valg. Det er alle disse formål samtidig, men også meget mere.

Det, der kommer ud af folkeoplysningen og fritidsundervisningen, er livskompetencer, og livskompetencer er nyttige og nødvendige – også når de ikke skaber vækst i bruttonationalproduktet. Livskompetence er de kompetencer, vi skal bruge i vores eget liv og livet med andre.

Man kan også kalde det f.eks. dannelse, livsduelighed, livsmestring. I DFS har vi valgt at kalde det livskompetence fordi kompetencebegrebet omfatter både viden, færdigheder og holdninger og en bemyndigelse. At have kompetence betyder at man både kan og må. Vi kan lide kompetencebegrebet. fordi det lyder lige så vigtigt, som det er.

I den offentlige debat og i de politiske forslag er kompetencer ofte kun det, der kan bringe mennesker videre i det formelle uddannelsessystem, som kan skaffe dem en et job, og som kan sikre, at de fortsat er attraktive for deres arbejdsgiver. Men det er en alt for snæver tilgang.

Med begrebet livskompetencer vil vi slå fast, at mennesker også har brug for mange andre kompetencer. Med begrebet vil vi sætte fokus på, at folkeoplysningen, herunder fritidsundervisningen, har nogle værdier, nogle erfaringer og nogle metoder, der hjælper mennesker til at opnå disse kompetencer.

Vi skal bruge kompetencer i hele vores liv. Ikke kun i arbejdslivet, men også i det demokratiske liv, i livet i familien, i boligen, i nabolaget, som forbrugere, som medborgere, osv.

Økonomisk vækst løser ikke alle problemer. Mange vil i dag sige, at kloden ikke kan rumme så meget mere økonomisk vækst. Under alle omstændigheder er der ingen garanti for, at økonomisk vækst skaber livskvalitet.

Livskvalitet kræver også andre kompetencer. Vi er nødt til også at kunne leve fredeligt med hinanden og løse konflikter på en ikke-voldelig måde.Det bliver mere og mere tydeligt, at vi ikke kan overlade hele ansvaret for vores eget helbred, egen trivsel, egen økonomi mv til det offentlige. Vi må selv tage ansvar.Vi skal alle kunne bidrage til en bæredygtig fremtid.Det er vigtigt at forstå samfundet og bidrage til demokratiets overlevelse og udvikling. Det vigtigt at kunne træffe gode beslutninger, der er etiske, humane og giver livskvalitet. Derfor skal man også kende det skønne og det æstetiske.

For at gøre det mere konkret, hvad det drejer sig om, har vi i DFS beskrevet otte delvist overlappende områder af livskompetence:

• Digitale kompetencer
• Kompetencer inden for læsning, skrivning og matematik
• Sundhedskompetencer
• Miljøkompetencer
• Økonomiske og finansielle kompetencer
• Kreative og kunstneriske kompetencer
• Personlige og sociale kompetencer
• Demokratiske og interkulturelle kompetencer

Når vi taler om livskompetencer, går vi også videre end den opfattelse af kompetencer, der – lettere karikeret – går ud på, at man får ”leveret” de nødvendige kompetencer, og når man har ”modtaget” dem, er alt på plads.

For at gøre kompetencer til livskompetencer, skal man for det første også være i stand til at anvende dem, dvs. at bruge kompetencerne aktivt. Man skal altså have handlekompetence, der sætter de øvrige kompetencer i spil. For det andet er det er det vigtigt, at man som menneske også har en holdning og en kritisk tilgang til tilværelsen og til det, man anvender kompetencerne til.

Vi påstår, at folkeoplysning og fritidsundervisning kan noget særligt, der udvikler deltagernes livskompetencer? Det gør vi, fordi folkeoplysningen lægger vægt på, at deltagerne involverer sig i planlægningen og har indflydelse på aktiviteternes indhold. Aktiviteterne tager udgangspunkt i deltagernes motivation, behov og niveau. De skabes i et fællesskab, hvor deltagerne kan prøve og udvikle kompetencer.

Folkeoplysende aktiviteter handler ofte om at udvikle en specifik faglighed, men deltagerne udvikler forskellige former for kompetencer sideløbende, netop fordi de ikke er bundet af et fastlåst pensum og kravet om en eksamen og en karakterbedømmelse. Det skaber rum for at løse alle mulige andre problemer og lære andet end det fag, der er på skemaet.

Det gælder også i ungdomsskolerne. Et eksempel kunne være et kursus i gokart reperation, hvor deltagerne ikke kun lærer det tekniske og håndværksmæssige, men også matematik og evnen til at samarbejde om en opgave. I den fælles samtale får de et rum til at vende de små og store udfordringer man møder som ung.

Et andet eksempel kunne være et kursus i drama og teater, hvor man lærer de forskellige teater-teknikker, men også får en større kropsbevidsthed og viden om, hvordan kunst kan bruges som udtryksform. I den fælles samtale kan de komme ind på nogle af de emner, som teaterstykket handler om.

I disse år har mange unge problemer med at få tilværelsen til at hænge sammen. Omverdenens krav føles så massive, at det bliver den unges egne krav til sig selv: Præstation på alle fronter. Samtidig er der langt imellem de sammenhænge og rum, der lægger vægt på samvær, fællesskab og trivsel. De unge i krise mangler kompetencer til at håndtere tilværelsen.

Med vores folkeoplysende tilgang har vi særlige forudsætninger for skabe rum, hvor tvivl er i orden, og hvor succes ikke er et krav. I folkeoplysende skoler og foreninger kan de unge – mens de lærer – opleve fællesskaber, hvor de får mulighed for at dele tvivl og kritik med andre.  Dermed får de kompetencerne til at træffe oplyste valg og fravalg, og det åbner for både personlig, social og samfundsmæssig udvikling.

Fritidsundervisningen i ungdomsskolen giver altså – lige som den øvrige folkeoplysning kompetencer inden for et fag, men kaster altid mere læring af sig end det. Det er derfor, at det er så svært at måle, hvad der kommer ud af det, for i de folkeoplysende skoleformer, lærer man altid mere, end man tror.