Folkelig dannelse gør os lykkelige

Hvorfor er vi så rige og lykkelige i Danmark, Sverige og Norge? Og hvor rige og lykkelige er vi i grunden. De to spørgsmål har forfatterne Lene Rachel Andersen og Tomas Björkman sat sig for at undersøge i dybden. Efter to års gransken har de netop udgivet bogen, 'The Nordic Secret', med svarene på spørgsmålene.
For at springe direkte over alle deres mellemregninger: Den folkelige dannelse, som blandt andre Grundtvig og Kold var med til at tegne fra 1840'erne, er den alt afgørende faktor for, at Danmark, Norge og Sverige gang på gang ligger i toppen uanset om målingen går på at være den mest lykkelige eller mest tillidsfulde befolkning, men også hvad angår konkurrenceevne og bruttonationalprodukt pr. indbygger.

Den direkte linje 1780-2018
Gennem bogens 502 sider kommer forfatterne med en yderst troværdig dokumentation for, at det faktisk forholder sig sådan, som de konkluderer. Der er for eksempel en direkte linje mellem de tanker, som Friedrich Schiller beskrev i 'Die Räuber' i 1780 om menneskets natur over Ernst Schimmelmanns og Christian Reventlows rammer for den danske folkeskole fra 1814 og N.F.S. Grundtvig og Christen Kolds tanker om folkelig dannelse og højskolebevægelsen til nutidens Robert Kegans tanker om, hvordan menneskets ansvarsfølelse kan opstå og udvikle sig.
Forfatterne beskriver, at det, vi i dag med rette kan kalde Den Danske Model, opstod i kølvandet efter den tabte krig mod Østrig og Preussen i 1864. Efter denne krig var Danmark dybt forarmet, men alligevel, eller snarere på trods af dette, blev der landet rundt etableret 100 højskoler, og bogen påviser, at hver 11. dansker, herunder hver 5. bonde i året 1900 havde været på højskole.
Folkeligt Ansvar
I takt med, at ikke mindst bønderne kommer på højskole, opstår et folkeligt ansvar for nationen. Ud af dette folkelige ansvar kommer blandt andet brugsbevægelsen, andelsbevægelsen og senere arbejderbevægelsen.
Det har i høj grad været disse bevægelser, der har tegnet den udvikling, som Danmark været igennem og som har formet landet, som vi kender det i dag. Akkurat samme mønster har været i Sverige og Norge.

Det personlige ansvar
Bogen beskriver også, hvordan der er en række personsammenfald mellem ildsjælene bag disse bevægelser - og at det er takket være dette personsammenfald, at bevægelserne har vokset sig så stærke. For eksempel brødrene Severin og Konrad Jørgensen.
Severin tog i 1896 initiativet til at danne Foreningen af Danmarks Brugsforeninger, FDB (som siden har skiftet navn til Coop). Konrad stiftede efter at have været på Christen Kolds første højskoler i Dalum og Askov i 1876 'Højskolebladet', som han var redaktør af, indtil han i 1890 overdrog ansvaret for bladet til Severin Jørgensen søn, Karl.
Forfatterne bruger bogens sidste sider til at en drøftelse over, hvordan den folkelige dannelse kan udvikle sig yderligere til at favne fremtidens udfordringer med ny teknologi, globalisering og klimaforandringer. Her giver bogen dog intet svar. Eller rettere svaret er, at uden en folkelig dannelse version 3.0 er det svært at forudsige nogen lykkelig udvikling.